Hans Dal, der har tætte bånd til Skagen har skrevet musikken til hustruens tekster om at miste

SKAGEN: Marianne Harboe har skrevet salmer i ti år og hun er gift med Hans Dal, som blandt andet har skrevet musik til musikken til Nissebanden, Nissebanden i Grønland og Nissernes Ø. Han har også lavet kabaret op Skagen Fiskerestaurant, og de bor en del af tiden i en længe af Tuxens Villa.

Nu har ægteparret fundet melodien i et fælles meget personligt projekt, som handler om at sætte ord og musik til de mange følelser, vi oplever, når døden banker på.

”Tusmørkets Time” har de kaldt deres fælles cd. Det er sange med titler som i Ensomhedens huse, Afsked, En værdig død ellers tak og Bedre sent end aldrig.

Selv beskriver de sangene som en broget buket blomster, og det er en præcis beskrivelse. Blomster er smukke, viser kærlighed og siger mere end ord og på samme måde er sangene stemningsfulde og rørende.

- Teksterne er inspireret af at vi kommer meget på hospice. Marianne er frivillige på Sct. Lukas Stiftelsen i Hellerup, og jeg er initiativtager til projektet ”Kunstnere i hospice”, hvor kendte kunstnere kommer og optræder frivilligt og gratis på hospice for patienterne og de pårørende. Ofte sker det hvis de har en koncert en aften, at de så synger på hospice i løbet af dagen, forklarer Hans Dal.

Han har selv spillet flere gange på landets 20 hospice blandt andet fem gange på Hospice Vendsyssel.

Men selvom sangene på

”Tusmørkets time” er inspireret af parrets gang på hospice og handler om afskeden med livet, så er disse sange ikke tænkt til at blive spillet på hospice.

- Bortset fra ”Ræk mig din hånd”, som er den første sang på cd-en, så er de andre numre ikke den slags, som mennesker, der er på hospice har lyst til at høre, forklarer Hans Dal.

- På hospice er de døende og deres pårørende afklarede, og vil hellere høre sange, der skaber glæde.

Derfor er disse nye melodier om døden og sorgen og savnet rettet mod medmennesker, der har det svært, og det er melodier om stor medmenneskelighed og kærlighed. Ord, der beskriver, de tanker, vi føler, når et menneske, vi har kært er borte for altid og vi trøster hinanden.

For eksempel i sangen Afsked:

”Du var en tid her - for livet er kort.

Men sammen vi undgår at ødsle det bort.

Vi delte bekymringer, tanker og glæder.

Og takker med smil skønt vi også græder.

Fra dødens mørke får livet sin gnist

Så livet kan stråle og sejre til sidst.”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...