Der var stor opbakning til kommunens sundhedsevent

KOMMUNEN: Flere end 400 gæster kastede sig ud i aktiviteterne, da Gærum lagde hus til kommunesatsningen ”Sammen om Sundhed”.

Her var lokale, organisationer og patientforeninger gået sammen om at arrangere en dag i sundhedens tegn.

- Det har været en rigtig god dag for alle involverede. Både sundhedscentret, organisationerne og foreninger har meldt tilbage, at de har haft gode dialoger med alle dem, der har været en tur forbi – og hele 90 af dagens gæster deltog i de forskellige løb, fortæller Marianne Skrubbeltrang, chefkonsulent ved Frederikshavn Kommunes Center for Sundhed og pleje, som var med til at afvikle dagens program.

Samtidig med søndagens sundhedsevent afholdt Gærum Skole sit 40 års jubilæum og skolens elever havde officielt skoledag, så skolens elever kunne deltage i de mange spændende begivenheder.

- Det gav en god synergieffekt, at det blev et fælles arrangement med både ”Sammen om Sundhed” og skolens jubilæum, siger Marianne Skrubbeltrang.

Men selvom der i løbet af dagen var fokus på primært motion og livstil, var der også tid til den mentale sundhed, hvilket formanden for Sundhedsudvalget, Christina Lykke, pointerede i sin åbningstale.

- En masse sunde aktiviteter er ikke det eneste, der har værdi. I dag har vi også fokus på den mentale sundhed – det sociale overskud og det stærke sammenhold, som sådan en dag som i dag byder på. Så jeg håber, at I får en fantastisk dag med de mennesker, I har kær, lød det fra formanden.

Eventen tog udgangspunkt i Frederikshavn Kommune sundhedspolitik, ”Sundhed med lyst til livet” fra 2017, hvor et af pejlemærkerne ”Sammen om sundhed” på denne måde blev udmøntet.

- Det var helt fantastisk at se en politisk vision om samskabelse blive til virkelighed på den her måde, siger Christina Lykke.

Sammen om Sundhed blev til på Frederikshavn Kommunes Sundhedspanels opfordring, hvorefter kommunen tog kontakt til et lokalsamfund, som blev inviteret ind til et samarbejde om et sundhedsevent.

- Det er bestemt ikke tilfældigt, at vi valgte Gærum. De er et stærkt lokalsamfund, der altid får tingene til at ske. Den arbejdsgruppe af frivillige, som stod bag sundhedseventen, har gjort enormt stykke arbejde – og de har igen bevist, at Gærum bare er virkelig gode værter, konkluderer Christina Lykke.

Også hos arbejdsgruppen af lokale Gærum-borgere, der stod bag dagens arrangement, er der stor tilfredshed med dagens arrangement.

- Vi er trætte, men vi er glade og stolte. Det har været fantastisk at kunne vise, hvad vi som by kan præstere gennem vores sammenhold. Der har været stor sammenhæng i dagen – både på skolen og i hele byen, som på hver sin måde har været involveret i dagen – og jeg har fornemmelsen af, at alle er gået herfra med en god oplevelse, siger Catharine Markussen Jochumsen, der var en del af den lokale arbejdsgruppe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...