Vinderbillede fra maj med i verdenskonkurrencen CEWE Photo Award

KOMMUNEN: Den internationale fotokonkurrence CEWE Photo Award har i år nået nye højder.

Under temaet ”Our world is beautiful” har fotoentusiaster fra hele verden siden maj 2018 indsendt i alt 448.152 fotos, hvilket gør fotokonkurrencen til den største af sin slags i verden.

Juryen med den verdensberømte fotograf Yann Arthus-Bertrand i spidsen skal nu i gang med at finde de bedste fotos fra fotokonkurrencen.

Vinderne bliver kåret den 26. september 2019 ved en stor prisoverrækkelse i Wien.

- Antallet, men også kvaliteten af de fotos, vi har modtaget, er overvældende, fortæller Christian Friege, bestyrelsesformand hos CEWE.

De nordiske lande har igen i år leveret en række flotte fotos til CEWE Photo Award.

Hele seks gange er et skandinavisk foto blevet kåret som månedsvinder i fotokonkurrencen.

I maj gjaldt det Lars Lykke som vandt med sit foto af en sæl, der lå og nød morgensolen på Grenen ved Skagen.

Med årets imponerende fotos fra Norden bliver det spændende at se, om vi er lige så godt repræsenteret 26. september 2019, når sløret bliver løftet for årets ti bedste fotos, og den overordnede vinder bliver valgt blandt de ti fotos.

Skagen lægger i hvert fald gerne rum til flere vinderfotos - måske af nogle af området mange særegne trækfugle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...