Skagen Onsdag har modtaget og bringer denne tekst fra Rolf Hauge, der nu har sagt farvel til de sidste gæster på vandrehjemmet efter 26 år.

I lørdags, 5. december, bød vi velkommen til vores sidste gæster. Det er godt nok mærkeligt at tænke på, at vi nu skal stoppe, efter 26 års værtskab på vandrerhjemmet i Skagen.

Vi fortalte i foråret, at vi havde solgt vandrerhjemmet, og Skagen Onsdag bragte historien på årets kedeligste dag, 11. marts, dagen hvor statsministeren fortalte, at Danmark skulle lukkes ned.

Det har på mange måder været et lidt kedeligt år, hvor vi nu skal vinke farvel til et ellers fantastisk job, men med stor hjælp fra et positivt personale, er vi kommet godt igennem året.

At være vært på et vandrerhjem er et privilegium.

Det blev netop bekræftet i lørdags, 5. december, hvor Torben Hvid og frue fra Hjortshøj ankom som vores sidste gæster.

De havde en personlig hilsen med til os fra deres venner, Poul Lindhard ude fra Naturhistorisk Museum, som også er kommet på vandrerhjemmet igennem årene.

Historier som denne har vi oplevet så mange gange.

Vi har haft et sted, som blandt andet har været fyldt med masser af glade lejrskoleelever, og det har virkelig været livsbekræftende.

Vi har alle årene været medlem af Danhostel Danmarks Vandrerhjem, en landsforening med både store og små vandrerhjem. En rigtig fin forening. Vi har et hovedkontor i København, som servicerer os med markedsføring, kampagner, kurser og ikke mindst et netværk af værter, som har været et fantastisk netværk for os.

Vi har deltaget i bestyrelsesarbejdet og lang række arbejdsgrupper, og vi var også med, da Skagen sammen med Undervisningsministeriet og Fiskeriministeriet nedsatte arbejdsgrupper for at fortælle unge mennesker om fiskeerhvervet og om, hvor stort og bredt et arbejdsområde fiskerierhvervet reelt er.

Her blev konceptet med Fiskerilejrskoler født, og det blev et tilløbsstykke igennem flere år.

Vi var også med, da UCN i Aalborg fik Danhostel som grundstenen i deres bacheloruddannelse indenfor turisme.

Det blev så populært, at den daværende undervisningsminister kom til møde og fik projektet præsenteret.

Så ja, vi har virkelig haft stor fornøjelse af vores netværkssamarbejde i Danhostel og vi er også stolte over, at kunne fortælle, at vi i 2011 blev valgt som ”Årets Værter”.

Udover samarbejdet i Danhostel, har vi også i alle årene deltaget aktivt i arbejdet med turismen i Skagen.

I 90’erne var vi fast inventar på turistmesserne i Norge og Sverige.

En fantastisk periode, hvor vi fra Skagen stod skulder ved skulder for at tiltrække gæster til Skagen.

På mit første møde, hvor vi skulle planlægge en messe, husker jeg tydeligt, at den tidligere lejrschef fra Grenen Camping, Poul Langhave, sagde;

- Lad os SAMMEN drage afsted ud i verden og få gæsterne til at komme nordenfor Knasborg Å. Når de så er kommer så langt, så kan vi altid tage kampen om gæsterne.

Jeg kan tilføje, at når jeg f.eks har mødtes med andre vandrerhjemskollegaer, så har de ofte sagt;

- I har det bare så nemt i Skagen, gæsterne kommer bare af sig selv.

Det har jeg godt nok afvist utallige gange.

Netop igennem vores forskellige netværks i turismebranchen i Skagen, har vi altid været meget opmærksomme og ihærdige.

Vi har ikke bare lænet os tilbage og taget for givet, at gæsterne kom.

Vi har kæmpet for det.

Vi kan fortælle så mange gode historier fra livet på vandrerhjemmet og vil kun tænke tilbage på denne tid som en fantastisk tid.

Vores børn var også med til at arbejde på vandrerhjemmet.

Vi tror på, at det har givet dem et godt afsæt på livets landevej.

Nu er det dejligt, at kunne fortælle, at de nye ejere af vandrerhjemmet også vil drive stedet videre som vandrerhjem, og også som medlem af Danhostel.

Det er familien Nordmann fra Skagen, der er de nye ejere.

Det bliver Camilla, der bliver vandrerhjemmets nye vært.

Vi har siden indgåelse af handlen for snart et år siden haft et fantastisk samarbejde omkring alle samarbejdsaftaler, som vi snart er i mål med.

For mit eget vedkommende, så skal jeg stadig ud af vejen og kigge op over ”bakketoppen”, som Poul Anker Bech har lavet et maleri med.

Jeg havde jeg nok forestillet mig, at jeg henover 2020 ville finde på noget, men på grund af at året blev det mærkelige år, som det blev, så er jeg slet ikke nået frem til noget som helst, så nu får vi se.

Jeg vil lægge ud med at starte på min nye post i Menighedsrådet.

Ja - det var så vores sidste gæster.

Da gæsterne ankom og nøglerne blev udleveret, blev de hilst særlig meget velkommen og med en lille skål.

Da de var rejst, lå der på værelse det sødeste brev fra dem.

Det varmer meget og gør, at det har været det hele værd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...