Laura Mo voksede op i Hjørring, og begyndte sin musikalske karriere på barer og caféer rundt om i Vendsyssel. Mo har stadig rødderne forankret i det nordjyske, men er efterhånden en berejst musiker med hang til især de amerikanske highways.

Kærligheden til ”det amerikanske” skinner igennem i hendes musik, som har strejf af amerikansk rhythm & blues, og highways’enes ubekymrethed og længsel. Til gengæld er lyrikken dansk og underfundig, og fremføres med den lyse ungpige-stemme, som er én af Mo’s særkender. Men som en anmelder skrev – så skal man ikke lade sig snyde af Laura Mos lillepigevokal og bittersøde sange om kærligheden. Mo synger med en skarpladt tunge og er ikke bleg for at udstille både arrigskab og fortrydelse i de rapkæftede numre som bl.a.”100 kr.” og ”En forårsdag i maj (Evas epos)”. Begge er numre fra Mo’s seneste album ”Steppebrand”, hvis numre er inspireret af Mo’s opvækst. En opvækst, som hun selv beskriver som alt andet end et eventyr.

”Steppebrand” gav for alvor Laura Mo vind i sejlene, og blev i foråret sidste år kåret som det mest spillede album på P4. Og fra arrangørerne lyder det da også, at billetsalget er gået over al forventning, men at der stadig er plads til endnu et par håndfulde. Kappelborg er foruden Støvring den eneste mulighed for at opleve Mo på hendes forårsturné.

Med sig på Kappelborg har Mo duoen ”De Lovløse”, som består af Kim Bahnsen (trommer, percussion, ukulele, klaver), og Jakob Juul Nielsen (Jønne) på guitar, bas og klaver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...