Trods manglende sejlere og alt andet end sommervejr var stemningen høj i Kristi himmelfartsferien

SKAGEN:

Der var stor forventning i år til Kr. Himmelfartsdagene i Skagen, set med detailhandlens øjne.

Næsten 300 både ville deltage i Skagen Race 2019 og dermed også god handel i byen.

Men det dårlige vejr drillede torsdag med regn og blæst og betød at flere af de norske og svenske sejlere opgav at gennemføre løbet.

Torsdag var der brug for varmt tøj og paraplyen i Skagen. På havnens spisesteder sad der spredt spisende gæster og i gågaden var der ikke de store klynger af gæster, som plejer at fylde gaden.

Det store trækplaster i gaden denne eftermiddag, var da den socialdemokratiske karavane var forbi med den røde bus og statsministerkandidaten Mette Frederiksen, som havde følgeskab af Bjarne Laustsen og borgmester Birgit Hansen.

- Torsdag aften havde vi godt besøg, idet mange søgte ind for at få varmen, sagde Karim Salih fra restaurant Highway 66, og håbede at fredagens solskin også vil give mange gæster.

Byen var helt forvandlet fredag eftermiddag, havnen og gågaden var badet i sol, med en blid vind.

- Vi kan godt mærke at der ikke kom så mange sejlere, men så har vi heldigvis alle de andre gæster der er kommet til byen, sagde Minna Starbæk fra Pier 1.

Gågaden var godt fyldt af mennesker, der nød solen og den dejlige stemning der er i gaden. Butikkerne blev besøgt, is blev nydt og fadøl blev skyllet ned. Lions Skagen stod ved Vandkunsten med det traditionelle loppemarked.

- Vi har glædet os til denne kæmpe weekend, sagde Helle Munk Hansen fra Skoringen. Men vejret spillede et puds og vi startede sløjt. Fredag var det ok og vi ser positiv på det, med lidt varme, tørvejr og solskin.

Hos Skagen Boghandel var der en positiv oplevelse.

- Torsdag havde vi travlt og det fortsatte fredag med god handel, sagde Conni Jensen fra Skagen Boghandel.

Længere oppe var der stor menneskeklynge foran Jacobs Café, der nød den udendørs live-koncert, hvor der blev skrålet med og danset på bordene.

Jo, Skagen var forvandlet fra torsdag i gråvejr til fredag i solskin – og så kendte vi Skagen igen.

Næste store arrangement i gaden bliver pinselørdag, hvor der er masser af musik rundt i byen, samt Handelsstandsforeningens Pinserock ved Vandkunsten og butikker åbent til kl. 16.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...