Efter vinterpausen er robotplæneklipperne klar til at tage fat om det grønne græs

FREDERIKSHAVN: Robotplæneklippere ligger højt på hitlisten over årets mest populære fars dags gaver, og har efterhånden også udviklet sig til lidt af et must for kommuner og boligforeninger.

Vesterport har været med i flere år - Frederikshavn Boligforening testede plæneklipperne i en enkelt afdeling sidste år og er nu i dialog om at udvide til fem afdelinger i år og Frederikshavn Kommune sprang på den nye robotteknologi med indkøb af 16 robotplæneklippere i 2018. De får følgeskab af yderligere 16 her i 2019, så kommunen er helt sikker på, at græsset i parker og grønne områder konstant er nyklippet og velfriseret - og vel at mærke til en fornuftig pris.

For investeringerne i de små stræbsomme robotter sker jo ikke for deres finurlige plæneklipperis skyld.

Det sker for at billiggøre driften.

Anders Laustsen, der driver A-T Pejse, Skov & Havecenter på Suderbovej, er manden, der står bag leverancerne at robotplæneklipperne.

Og han vurderer at det man kan kalde de professionelle kunder kan spare omkring to tredjedele af udgiften ved at gå robotvejen.

Og så er styringen simpel. Man kan via sin iPad eller gennem en central PC med et enkelt klik ændre klippehøjde. Her får man også umiddelbart en alarm, hvis en af robotterne er i vanskeligheder, og så rykker de ansatte fra A-T Pejse, Skov & Havecenter ud og klarer opgaven på stedet - for man har vel en firhjulet arbejdsstation, der kan klare alle opgaverne på stedet, så robotten hurtigt kan komme på arbejde igen.

Vi skal jo nok en god månedstid længere hen inden robotplæneklipperne kommer på græs.

Men de har også nydt vinterpausen, som for flere end 300 af robotternes vedkommende er tilbragt i vinterpensionen på.

Her står de på rad og række i hvert deres lille aflukke og venter på at solen får så meget magt, at de kan komme i sving igen.

- Vi har lavet vinteropbevaringsaftaler med rigtig mange af vores kunder og det indebærer, at vi så snart foråret er over os, rækker ud med de nyservicerede robotter - tjekker ledningerne af, så robotterne bliver hvor de skal.

- På den måde er det hele tiden optimeret udstyr, der triller rundt - og vi kan samtidigt have to ansatte fuldtids på opgaven, siger Anders Laustsen.

Som noget nyt kan han i år tilbyde firhjulstrukne robotplæneklippere.

- Det glæder vi os til at kunne tilbyde. Vesterports afdeling på Lerstien skal i hvert fald have nogle stykker. Her er for stejlt til de almindelige, siger Anders Laustsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...