ÅBENT HUS: Rideklubben viste Trec-Banen frem, som handler om at styrke samarbejdet mellem hest og rytter

Lørdag 31. august havde Aalbæk Raabjerg Rideklub inviteret alle ryttere og andre interesserede til en dag med fælles træning og ridetur i Aalbæk Klitplantage. Det benyttede 11 ryttere sig af. 6 udefra og 5 fra egne medlemmer af klubben.

Efter at rytterne havde gjort deres heste klar bl.a. striglet og sadlet op, varmede de op på banen. Derefter bød formand Sofie Jacobsen velkommen og fortalte lidt om dagen og hvad baner de skulle gennem.

Rytterne blev delt op i 2 hold, hvor holdene skiftevis skulle prøve koordinationstrænings-banen og Trec-banen

På koordinations-banen bliver hestene udfordret i at træde på genstande og vænne sig til smalle passager med ”farlige” forhindringer. TREC er en disciplin, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der blev trænet på banen med forhindringer, som klubben har investeret en del penge i.

Rytterne og hestene gik intenst gennem banerne, godt støttet og hjulpet af rideklubbens hjælpere. Det var tydeligt at såvel ryttere som heste nød udfordringerne på banen.

Efter træningen og frokost tog rytterne på en skøn ridetur i skoven, med natur der viste sig fra den skønneste side.

- Vi vil meget gerne folk får øje på klubben og der støtte op om den. Vi har mange gode hjælpere til at varetage klubbens faciliteter, siger Sofie Jacobsen. Vi vil gerne brede sporten ud og få focus på hestesporten og gerne nå længere ud, med et samspil mellem ejere af ponyer, heste og islændere.

Sofie Jacobsen kunne endvidere oplyse, at alle kan benytte Trec-banen med forhindringer mod et mindre beløb. Klubben har også plads til at flere kan opstalde heste. Hvis man melder sig ind i klubben, så vil man udover rabat på arrangementer, også kunne bruge sit medlemskab til at stille op til stævner.

Fakta om rideklubben

Den ligger det skønneste sted i Aalbæk, omkranset af skoven og byen og på et areal på ca. 6,5 hektar. Arealet er opdelt i 4 folde, flere ridebaner, samt en springbane. Endvidere råder klubben over to bygninger, der indeholder en stald med 12 bokse, rytterstue, opvarmet og aflåseligt saddelrum, samt en lille kaffestue. I efteråret 2006 opførtes endvidere en løsdrift med plads til 7 heste. Klubben har det seneste arbejdet med vedligeholdelse af området og bygningerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...