Fede toner i højttaleranlægget i Bio

SKAGEN: Skagen Bio har igen musik i højtalerne og på lærredet onsdag aften i næste uge, 2. oktober.

Det har den sammen med flere end 2500 biografer i over 60 lande verden rundt.

Det er en koncertoptagelse med Pink Floyd-guitaristen Roger Waters, der præsenteres, og koncertfilmen vises, som programmet er nu, kun to gange, nemlig 2. og 6. oktober. I Skagen vises den dog kun 2. oktober.

Koncertfilmen er skabt i et samarbejde mellem Roger Waters og instruktøren Sean Evans, som også stod bag Pink Floyd-filmen The Wall fra 2015.

Den nye film, Roger Waters: Us + Them Tour er optaget under en verdensturne som var i 2017 og 2018.

Det er koncerten i Amsterdam, der blev til koncertfilmen.

Filmen indeholder sange fra Waters’ Pink Floyd albums, The Dark Side of the Moon, The Wall, Animals, Wish You Were Here, samt sange fra hans seneste album, Is This The Life We Really Want?

På touren spillede Waters totalt set 156 shows for 2,3 millioner mennesker gennem Nordamerika, Australien, New Zealand, Europa, Rusland, Latinamerika og Mexico.

Roger Waters er kendt for sit store engagement i kampen for menneskerettigheder og for miljøet, og det afspejler sig i mange af hans sange.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...