SKAGEN: Per Larsen bliver spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland. Det Konservative Folkeparti har valgt regionsrådsmedlem Per Larsen som partiets spidskandidat ved det kommende folketingsvalg. Dermed kommer han til at stå i spidsen for den kampagne, som skal sikre, at Det Konservative Folkeparti igen får valgt et nordjysk medlem af folketinget.

- Vi har valgt Per Larsen som spidskandidat, fordi vi ser ham som et utroligt stærkt kort, der kan samle opbakning i hele Nordjylland, siger Claus Bunk, der er formand for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland.

- For Det Konservative Folkeparti i Nordjylland er målsætningen helt klar. Vi skal tilbage på borgen! Vi mistede desværre vores nordjyske mandat ved det seneste valg. Derfor skal vi sikre, at der bliver valgt mindst én konservativ i Nordjylland ved det kommende valg. Med Per Larsen i spidsen for kampagnen tror vi på, at det lykkes, siger den nordjyske formand for Det Konservative Folkeparti. Han understreger samtidig, at det naturligvis bliver vælgerne, der skal afgøre, hvem der bliver valgt.

- Det Konservative Folkeparti opstiller altid sideordnet, og det gør partiet også ved det kommende folketingsvalg. Det betyder, at valget er helt åbent, da det er antallet af personlige stemmer, der afgør, hvem der i givet fald opnår valg, siger Claus Bunk, formand for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland.

- Vi har et virkeligt stærkt hold med ni yderst kvalificerede kandidater, og man kan stemme på dem alle i hele Nordjylland. De har meget forskellig personlighed, og kommer fra vidt forskellige positioner i samfundet. De har alle en reel chance for at blive valgt, og de vil hver især kunne gøre en god figur på Christiansborg, siger Claus Bunk, formand for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland.

Den nordjyske spidskandidat, Per Larsen, er 53 år, og har været folkevalgt siden 1997. Først som medlem af amtsrådet, dernæst byrådet i den gamle Hjørring Kommune, og siden 2005 som medlem af regionsrådet. Ved regionsrådsvalget i 2017 fik Per Larsen næsten 11.000 personlige stemmer. Dermed blev han topscorer blandt de borgerlige kandidater, og blev i personlige stemmer kun overgået af regionsrådsformand Ulla Astmann fra Socialdemokratiet. I foråret 2018 blev han opstillet som folketingskandidat i Nordjylland, og nu er det altså afgjort, at Per Larsen bliver sit partis spidskandidat ved det kommende folketingsvalg.

Igennem alle årene har Per Larsen gjort sundhedspolitik til sin mærkesag. Han har kæmpet for at sikre nordjyderne et ansvarligt beredskab, hvor hjælpen når frem i tide, og hvor alle har adgang til en familielæge. Nu ser han frem til at fortsætte indsatsen i folketinget.

-I mit arbejde i regionsrådet har jeg erfaret, at det ofte er beslutninger i folketinget, der står i vejen for os, når vi vil sikre en positiv udvikling i Nordjylland. Det gælder i høj grad på sundhedsområdet, hvor vi er udfordret af lægemangel. Men det gælder også udviklingen i øvrigt i Nordjylland. Se bare på den tredje limfjordsforbindelse. Hvis det stod til mig, så var den forbindelse bygget for længe siden. På begge områder er der tydeligvis behov for, at vi nordjyder presser endnu mere på, siger Per Larsen, konservativ spidskandidat ved det kommende

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...