Det kan være livsfarligt at falde i på denne årstid

KOMMUNEN: Når foråret og solen viser sig, kribler det for at komme ud på vandet for de mange hundredetusinde danskere, der bruger vandet til fritidsaktiviteter.

Men man skal ikke lade sig snyde af det lune vejr på land, for selvom vi er midt i maj, kan det stadig være en kold og farlig fornøjelse bevæge sig ud på vandet, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert-indsatsen.

- Luften ude på vandet er væsentligt køligere end på land, og vandet er stadig under 10 grader de fleste steder. Så når du kommer lidt ud fra kysten, skal du klæde dig varmere på, end du umiddelbart tror.

Klæd dig i tøj, der er egnet til formålet og kan holde dig varm og tør, hvis du falder i vandet.

Det duer ikke med en tyk sweater eller en vindjakke, for bliver tøjet vådt, suger det vandet til sig, og du bliver hurtig nedkølet, hvilket kan være livstruende, siger Sten Emborg.

Benedict Kjærgaard er overlæge på Aalborg Universitetshospital og stabslæge ved Flyvevåbnets redningstjeneste og har tidligere været fast mand i redningshelikopteren.

Gennem tiden har han været med til at redde mange mennesker op af vandet, som har været i livsfare på grund af nedkøling – og andre er desværre fundet omkomne.

- Falder du i vandet på denne årstid med almindeligt tøj, kan kuldechokket gøre, at du i panik gisper ukontrolleret og ikke kan få styr på vejrtrækningen.

- I værste fald risikerer du at drukne hurtigt, hvis du ikke holdes oppe af en redningsvest.

- Hvis man undgår at drukne med det samme, vil man i løbet af 10-15 minutter miste evnen til at svømme, fordi arme og ben afkøles meget hurtigere end kropskernen.

- Når musklerne afkøles, mister de evnen til at virke, og bare det at kravle op ad en redningsstige i en havn kan blive umuligt, siger Benedict Kjærgaard, og fortsætter:

- Efterhånden gør afkøling af hjernen, at du ikke længere kan tænke klart, og efter måske en time vil du være bevidstløs. Men så længe du forbliver oven vande med en redningsvest, er der stadig håb for, at man kan finde dig.

Uden redningsvest vil du for længst være under vandoverfladen.

Det er ikke kun sejlere og fiskere, der bevæger sig et godt stykke ud fra kysten, som skal være påpasselige.

- Selv kajakroere eller SUP’er, som ikke sejler langt ud fra kysten, kan komme i alvorlige problemer. Tager man på vandet, bør man derfor altid have den rigtige beklædning på, en redningsvest og en vandtæt mobil i brystlommen eller en nødsender på vesten, så man kan slå alarm fra vandet.

Fx kan man med et enkelt klik i SejlSikkert Alarm appen slå alarm og automatisk opgive sin position til redningsberedskabet. Jeg har oplevet mange gange, at vi er sendt afsted for at redde en person, som ikke kan opgive sin position, og det sinker redningen og mindsker chancen for at finde personen i live, siger Benedict Kjærgaard.

Ligger man i vandet og venter på, at hjælpen når frem, skal man krybe sammen i ”fosterstilling” og ligge stille for at afgive mindst mulig kropsvarme.

I anledningen af sæsonstarten for mange typer fritidsaktiviteter på vandet sætter Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden fokus på sikkerhed til søs, og i havne i hele landet kan man møde de gode budskaber, bl.a. om at huske redningsvesten og tage skipperansvar for alle ombord på båden.

- Redningsvesten skal på, uanset hvornår på året, du tager på vandet, men vi ved også fra vores undersøgelser, at det kun er godt halvdelen, der har vest på, når de tager på vandet, siger Sten Emborg og fortsætter:

- Til gengæld ved vi også, at 60 pct. gerne vil blive bedre til at bruge vest, og derfor bliver vi ved med at opfordre til det. Vesten kan redde dit liv, så tag den på for din egen skyld og for din familie derhjemme.

SejlSikkert-indsatsen opfordrer til, at man ikke alene selv sørger for egen sikkerhed, men også lægger et positivt forventningspres på andre, forklarer René Højer, der er programchef i TrygFonden:

- Det handler om, hvordan du kan være med til at få andre i roklubben, sejlklubben eller det lokale fiskermiljø til at tage et ekstra skridt for sikkerheden. I det hele taget handler det om ikke at være bange for at give gode råd om sikkerhed eller komme med en venlig og velment opfordring til hinanden.

- Det kan føles svært at komme med råd til andre voksne, men i virkeligheden er det jo at vise omsorg for dine kammerater, når du ikke er ligeglad med deres sikkerhed. Vi håber derfor, at det kan være med til at skabe en kultur i havnen, hvor alle bidrager til at højne sikkerheden, siger René Højer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...