Alle monstrene fra Halloween er samlet i Familien Addams, og nu er de tilbage på det store lærred.

Familiefilmen Familien Addams, som Skagen Bio viser søndag eftermiddag, 17. november, er et animeret eventyr om den kuk-kuk-skøreste familie på vejen. Her er masser af sjov og langt ude løjer med den ikoniske familie, som må siges at omdefinere, hvad det vil sige at være en god nabo.

Ægteparret Gomez og Morticia Addams bor med deres to børn Wednesday og Pugsley i det dystre, knirkende, faldefærdige – men alligevel ret hyggelige – hus på en bakketop omgivet af tåge.

Familien har travlt med at forberede besøg fra deres store familie i forbindelse med Pugsleys såkaldte Sabre Mazurka - et slags konfirmationsritual. Samtidig gør datteren Wednesday oprør ved at gøre normale ting, såsom at gå i almindelig skole, melde sig til cheerleading-holdet og tage lyserødt tøj på.

Det huer ikke Morticia Addams, men der lurer langt større problemer i det ellers rolige kvarter.

Længere nede af vejen bor en person, som planlægger at gøre livet surt for familien Addams. Det er designeren Margaux. Hun vil skabe et perfekt idyllisk kvarter i de helt rigtige modefarver – og Addams-huset passer bare slet ikke ind i farveskemaet.

Hun drømmer om at komme på TV og blive kendt, så hun vil gøre alt for at få den gakkede familie fjernet.

Terminator

Arnold Schwarzenegger (T-800) og Linda Hamilton (Sarah Connor) er tilbage i deres ikoniske roller, i den nye film Terminator: Dark Fate, som Skagen Bio har premiere på onsdag i næste uge.

Det er mere end tyve år siden Sarah Connor forhindrede dommedag, ændrede fremtiden og omskrev menneskehedens skæbne.

Dani Ramos (Natalia Reyes) lever et simpelt liv i Mexico City med sin bror (Diego Boneta) og far, da en højt avanceret og ekstremt farlig Terminator – en Rev-9 (Gabriel Luna) – rejser tilbage i tiden for at dræbe hende.

Danis overlevelse afhænger af hjælp fra to krigere: Grace (Mackenzie Davis), en teknologisk forbedret supersoldat fra fremtiden og en kampklædt Sarah Connor.

I takt med at Rev-9 terminatoren efterlader et spor af total ødelæggelse i sin jagt på Dani, må de tre kvinder søge hjælp hos en T-800 (Arnold Schwarzenegger) fra Sarahs fortid, som måske er deres eneste håb.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...