Tirsdag 17. marts, præsenterer Skagen Operabio en forestilling transmitteret direkte fra Bastilleoperaen i Paris. Det er operaen Manon, som kom til verden i 1884.

Operaaftenen begynder kl. 1915 efter en kort forudgående introduktion.

Til denne aften er der en nedsat billetpris, og der er mulighed for at købe en forfriskning i de to pauser, der er i forestillingen.

Romantik eller rigdom, lidenskab eller tryghed? Hvad skal den unge, smukke, men ikke så velhavende kvinde dog vælge?

Det emne er der skrevet mange romaner gennem tiderne, og disse tiders me-too- historier bekræfter kun et øjensynligt eviggyldigt dilemma, udnyttet af ældre velhavende mænd.

I 1731 skrev den franske abbed Prevost med en aldeles ukirkelig fortid sin historie om den unge kvinde Manon Lescaut og hendes chevalier des Grieux, og om hendes skæbnesvangre valg af tilsyneladende materiel tryghed frem for den vilde kærlighed på kildevand.

Romanen med den ulykkelig udgang gav stof til to kendte operaer, både Puccinis Manon Lescaut fra 1893 og Jules Massenets lidt tidligere Manon fra 1884. Den er denne sidste opera fra den franske belle époque, der kan opleves i Skagen Bio.

Den unge og smukke, uskyldige Manon er på vej til kloster, og undervejs gøres der holdt i en kro, hvor hun møder libertineren Guillot med indtil flere kvinder på slæb – men også den unge og romantiske des Grieux, og hun vælger at flygte med ham til et fattigt liv i Paris, da hans far ikke vil anerkende forbindelsen og ikke vil af med finansiel støtte.

Fristet af endnu en ældre rigmand, de Bretigny, vælger Manon at forlade sin elskede, til fordel for et liv i rigdom og fornøjelser. Da hun senere hører, at des Grieux er blevet abbed, opsøger hun ham – og frister ham til endnu en gang at vælge et liv med hende. Under et kortspil med Guillot beskyldes Brieux for snyd og Manon for hor.

Faderen kan løskøbe sin søn, men ikke Manon, der skal deporteres. I femte og sidste akt mødes de to unge elskende igen på hendes vej til skibet, og hun dør i hans arme.

Det er altså den velkendte historie om stor kærlighed og tidlig død, sat i musik af en ikke længere så bekendt komponist, Jules Massenet (1842-1912), der imidlertid lever netop på grund af Manon med sin storslåede musik og kendte arier som Manons ”Adieu, notre petite table”, farvel, vores lille bord. Manon synges i Paris denne aften af Pretty Yonde og des Grieux af Benjamin Bernheim. Sproget er naturligvis fransk, men der er engelske undertekster.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...