Projektet skifter spor og sætter gang i musikken til november

KOMMUNEN: I halvandet år har OpenMic været en del af musiktilbudet i Frederikshavn.

Den sidste onsdag i hver måned har der været mulighed for at opleve lokal musik - og lokale musikere har kunnet optræde med eget materiale for publikum.

OpenMic stopper i sin nuværende form - nu skal der spilles koncerter med lokale artister over hele kommunen.

- Nu er det tid til at finde en ny form. Vi har haft ambitioner om at skabe et trygt sted for musikere med originalt materiale - og en scene, hvor publikum kunne få en smag på, hvad lokalmiljøerne kan - det har vi fået. Men der mangler folk på scenen - derfor vil vi nu tage det ud i hele kommunen i form af koncerter med lokale musikere i front - for at gøre opmærksom på livemusikken og den originale sang, sigerJens Ole Amstrup, spillestedsleder på det regionale spillested Maskinhallen/Det Musiske Hus.

OpenMic og det nye koncertformat er et samarbejde mellem det regionale spillested (Det Musiske Hus/Maskinhallen) og Musikskolen i Frederikshavn.

- Vi kommer især til at fokusere på at komme ud på folkeskoler og gymnasier med det nye live-musik format. Og vi ønsker at få koblet vores professionelle band - Bechmann og Sidenius - sammen med nogle af de dygtigste sangskrivertalenter, som vi har i lokalområdet, siger Jens Ole Amstrup.

Det nye format forventes at starte til november .

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...