Det bliver godt nok uhyggeligt i Skagen midtby

SKAGEN: Efteråret er her og i næste uge er det skolernes efterårsferie. I Skagen fejrer Skagen Handelsstands Forening det med Open by Horror Night . Det sker torsdag 17. oktober fra kl. 18-22.

Der tyvstartes dog allerede med halloween i uge 41, hvor alle foreningens medlemmer får udleveret et udhulet græskarhoved til at stille foran forretningen.

I år har foreningen fået hjælp til udhuling af græskarne af eleverne på Aalbæk skole, som bruger aktiviteten som et tema.

De Blå Spejdere – Lars Kruse Skagen gruppen, indbyder alle børn til gratis at lave deres eget græskarhoved lørdag 12. oktober på Viggo Hansens Plads. Spejderne hjælper og hygger med børnene.

Som noget nyt kan børn købe et Halloweenpas, som kan bruges den 17., 18. og 19. oktober i deltagende forretninger.

På passet har forretningerne skænket gaver, som kan erhverves, hvis man køber passet.

Passet kan købes for 50 kroner fra onsdag 16. oktober hos Sport24 på Sct. Laurentii Vej og har en værdi på ca. 600 kroner,

Men man skal skynde sig, idet der kun er sat 100 pas til salg.

Den store Halloween aften er torsdag, hvor byens forretninger er pyntet op for at give den uhyggelige stemning i bybilledet og forretningerne har gode skræmmende tilbud.

Det er igen De Blå Spejdere der står for spøgelseshuset ovenpå Kokkenes.

Det har altid været et tilløbsstykke, at besøge de uhyggelige gange, med spøgelser, vampyrer, zoombies og store modbydelige edderkopper.

De ”levende” figurer skaber en gysefuld stemning.

Udenfor byder handelsstandsforeningen på smagfulde blodige varme gratis pandekager til børnene.

Nyt i år er også at Skagen Bio er gået med i Halloween aftenen.

Når spøgelseshuset slutter og forretningerne lukker, inviterer Skagen Bio indenfor kl. 22 til gyserfilm. Scary Stories – to tell in the dark.

Filmen handler om en gruppe unge i lillebyen, Mill Valley, der finder en bog med horrorhistorier, der bliver til virkelighed. Filmen er tilladt for børn over 15 år og billetter kan købes ved Skagen Bio.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...