Lørdag blev der afsløret et mindemonument for ofrene på Scandinavian Star, der brændte i 1990. Monumentet blev afsløret på Paradiskajen ved Læsøfærgen, hvor Scandinavian Star i sin tid havde base.

I år er det 30 år siden, at Scandinavian Star brændte, og monumentet er til ære for de 159 mennesker, som omkom.

Mike Axdal er formand for Scandinavian Stars danske støtteforening.

Han mistede sin far og sin bror på den brændende færge, og han har i mange år kæmpet hårdt for, at der blev opsat et mindemonument i Frederikshavn.

- På en måde er det jo som om, at Scandinavian Star nu er kommet op på land. Vi har manglet det monument i mange år, men nu er den mørke sky forsvundet, for nu har vi et holdepunkt og et samlingspunkt, hvor vi kan mindes vores kære, siger Mike Axdal.

- Det er en dag med følelserne uden på tøjet. Vi har i mange år kæmpet for at få et monument i Danmark. Nu kom det, og det er fantastisk. Med hjælp fra Jens og Margrethe Withs Fond, en fantastisk borgmester, et støttende byråd og ikke mindst en lige så fantastisk havnemyndighed i Frederikshavn er det nu lykkedes, Mike Axdal.

Scandinavian Star brød natten til 7. april 1990 i brand på vej fra Oslo til Frederikshavn.

En eller flere ukendte gerningsmænd antændte ild på færgen, og på under en time døde næsten en tredjedel af dem, som var ombord.

De skyldige er aldrig blevet fundet, og dermed er branden på færgen stadig uopklaret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...