En kæmpe stor privat samling af museumsgenstande fra husholdning og landbrug udgør udstillingen hos Carl Børge Hansen i Østervrå, der siden 2016 har været inspektør og rundviser i sit helt eget museum.

I 2015 købte Carl Børge Hansen og hustruen et hus på hovedgaden i Østervrå. Huset i sig selv har en lang historie bag sig som både posthus, Tatol-butik og hvidevareforretning, og det er her Carl Børge har fået sin drøm om eget museum opfyldt.

Museumsinspektøren har et meget veludviklet samlergen, og har i den grad sans for at finde gamle sager. ”Det er en sygdom”, indrømmer storsamleren, jeg har været ved lægen, men han siger, at det ikke kan kureres, lyder det med et stort grin. Netop den lune vendelboske humor er kendetegnende både for Carl Børge, men også for stemningen i museet, hvor utallige lokalhistoriske genstande er sirligt placeret side om side. Flere steder skinner humoren igennem, med sjove skilte og kommentarer fra ejeren selv.

På Østervrå Museum kommer de besøgende ikke til at opleve arbejdende stande, men derimod en ægte ildsjæl, der kan sin kulturhistorie. Museumsinspektøren er nemlig et omvandrende leksikon, når det gælder anvendelsen af de udstillede effekter, men lige så vigtige er historierne bag. Carl Børge ved nemlig lige præcis, hvor han har tingene fra, og det er kun kanske få ting, der ikke også har en personlig historie tilknyttet – enten fra hans eget barne- ungdoms- og arbejdsliv eller fra den tidligere ejer.

Carl Børge elsker at udfordre sine gæster, og som en anden Piet van Deurs spørger han ”Hvad er det”, hvorefter han forventer at gæsterne byder ind med nogle kvalificerede bud.

Det var en glat, brun porcelænshund, der satte det hele i gang, og siden er den fået selskab af ca. 25 lignende hunde i alle størrelser. Samlingen voksede siden til alle tænkelig brugsting og redskaber inden for husholdning og landbrug. Noget er købt på loppemarked, andet har Carl Børge byttet sig til, og efterhånden har rygterne om den ivrige samler bredt sig, og det betyder, at han tit får tilbud om at købe eller måske endda bliver foræret ting og sager fra gamle dage.

Carl Børge har ikke selv noget bud på, hvor bredt et aldersspektrum samlingen strækker sig over, men flere af tingene kan sagtens være mere end 100 år gamle. Juvelen i samlingen er en gammel trætrillebør, som har tilhørt borgmesterens (Birgit S. Hansen, Frederikshavn) oldemor, som også er Carl Børges bedstemor.

Rammerne på Hjørringvej 464 er er ved at være spændt til bristepunktet. Èt er selve museet med et utal af genstande, ude i ”bagbutikken” og på ”lageret” er der samlinger af kødhakkere, brødmaskiner og bageovne i en mangfoldighed, så stor, at man knapt tror sin egne øjne. – Jeg har ca. 70 kødhakkere, fortæller Carl Børge, som naturligvis ikke kan nøjes med én, når der nu eksisterer flere forskellige størrelser og modeller.

Der er også tørvegravningsredskaber, tømrer- og tækkeredskaber, køkkengrej og diverse skilte fra for længst hedengangne produkter.

Ind i mellem sker det, at besøgende fejlagtigt har fået den opfattelse, at Carl Børge driver kræmmerbutik, men de må gå med uforette sag, for storsamleren han skiller sig ikke af med sine skatte. Til gengæld bliver de betalende gæster opfordret til at skrive i gæstebogen, som kan fortælle historier om besøg fra hele Danmark, men også Polen, Norge og USA.

Østervrå Museum er virkelig et besøg værd for alle generationer – en rejse tilbage til ”De gode gamle dage”, med et kig til mange sjove og pudsige redskaber – og en god historie dertil. Åbningstiden er tirsdag og torsdag: kl. 13-18 samt lørdag kl. 12-16.

Du finder Østervrå Museum på Hjørringvej 464 i Østervrå, der ligger lige midt mellem Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Sæby – hvor ruterne 553 og 585 krydser hinanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...