”Traditioner forbinder og skaber fællesskaber, og i en tid som nu, hvor intet er som det ”plejer”, så er det ekstra vigtigt for os at holde fast i de traditioner, som vi de seneste år har skabt på Kappelborg.”

Sådan lyder det fra Lars Ilum, leder på kulturhus Kappelborg.

- Vi er jo sat i verden for at skabe fællesskaber i Skagen, og derfor er vi også glade for - den særlige tid til trods - at kunne åbne den nye sæson med en af de største traditioner af slagsen. Nemlig Nytårskoncerten, der siden 2013 har markeret det nye års begyndelse for mange skagboere og gæster i byen.

Som med mange andre arrangementer og aktiviteter rundt i det ganske land, så har det i planlægningen været særligt nødvendigt at tænke nyt i år.

- Restriktionerne i forbindelse med covid-19 gør, at vi denne gang præsenterer Nytårskoncerten i Skagen Kirke. Her er der bedre plads til såvel orkester som publikum, og samtidig er rammerne jo fantastisk flotte, så jeg er overbevist om, at koncerten vil ”falde godt til” i de nye rammer, lyder det.

Samtidig vil koncertens format være lidt anderledes end de forrige år. Siden den første Nytårskoncert har Skagens ”eget” kor, Klitkoret, været en fast del af traditionen, men denne gang har koret måtte melde fra, da afstandskravene gør, at kirken ikke kan rumme de mange korsangere.

Det samme gælder for Nordjyske Strygere.

- Det er rigtig ærgerligt, men nødvendigt, lyder det fra kulturhuset, som i stedet har inviteret kammerkoret ”Coro Exsultate” med til den kommende koncert. Koret, der består af 9 klassisk skolede sangere har rødder i korarbejdet ved Vor Frue Kirke i Aalborg.

- Og så vil publikum opleve ikke mindre end 6 solister denne gang, så det bliver som altid et brag af en koncert - denne gang med lækkerier fra filmmusikkens, folkens og operaens verden, lyder det.

Koncertens hovedsolist er den dansk/grønlandske sangerinde Julie Berthelsen.

Julie er denne dag i godt selskab med Skagens ”egen” Mads Toghøj, to af Danmarks førende operasangere; baryton Jens Søndergaard og tenor Thomas Peter Koppel, Skagen Kirkes organist, Rikke Kursch, og Skagens Ambassadør Jens-Christian Wandt, der foruden solist også er koncertens konferencier.

- Alle bliver de flot supporteret af Det Jydske Underholdningsorkester under ledelse af dirigent Vagn Egon Jørgensen.

Nytårskoncerten kan opleves kl. 16 og igen kl. 19.30 (få billetter), og billetsalget her til forventes at begynde fredag 20. november kl. 10 på kappelborgskagen.dk og billettelefon 7020 2096. Her er der også mulighed for at tilkøbe Nytårsmenu på Jakobs Café & Bar.

Generalprøven kl. 11 er traditionen tro forbeholdt byens pensionister. Billetter her til kan købes fra mandag d. 7. december kl. 10 ved fremmøde i det fysiske billetsalg på Kappelborgs kontor, der ligger på 2. sal i kulturhuset. Eventuelle overskydende billetter kan købes online fra tirsdag d. 8. december.

Kulturhuset har siden primo september været lukket for egne arrangementer grundet covid-19.

Nytårskoncerten bliver således ikke kun starten på det nye år, men også genstarten af et aktivt kulturhus, der årligt præsenterer mellem 35 – 40 professionelle koncerter og arrangementer i Skagen med et samlet billetsalg i 2019 på mere end 6000 billetter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...