Caroline, Nalle og Cross - alle på Kappelborg

SKAGEN: Kappelborg er klar med nyt program.

- Og vanen tro er det et varieret program, som vi som publikum kan glæde os til. Foruden de omtalte musikere i overskriften, kommer blandt andre også Dodo & The Dodos og den nordjyske sanger og sangskriver Laura Mo forbi, lyder det fra kulturhuset.

- Det er altid med lidt sommerfugle i maven, at vi offentliggør vores program, fortæller Lars Ilum, Kappelborg.

- Vi gør os stor umage, men kan jo aldrig helt vide, om det falder i publikums smag.

Programmet er dog ikke er helt færdigt endnu. Blandt andet er blues-programmet endnu ikke helt på plads.

- Vi arbejder pt. på en én-dags bluesfestival til maj, og vi håber at kunne offentliggøre navnene inden jul, fortæller Lars Ilum, og fortsætter, at der også arbejdes videre med en udbygning af rækken af frokostjazz-arrangementer.

- Såvel lokale som byens gæster har taget virkeligt godt imod rækken af frokostjazz-arrangementer i år, så det er selvfølgelig noget, vi arbejder videre med.

Publikum kan blandt andet glæde sig til et genhør med den amerikanske sangerinde Nancy Harms til april, men også til en anden amerikansk sangerinde, Indra Rios-Moore, som for første gang gæster Skagen i forbindelse med VinterJazz 2019.

I alt forventer kulturhuset i samarbejde med Iscaféen Skagen at kunne præsentere 4-5 Frokostjazz arrangementer i løbet af foråret.

Programmet indeholder foruden musik også et gensyn med den dansk/italienske performer Paolo Nani, som i godt selskab med den anerkendte fysiske performer Kristjan Ingimarsson præsenterer os for Reumert-nomineret teater-comedy med forestillingen "Kunsten at dø" til februar.

- Måneden efter kan vi - i en lidt anden boldgade - glæde os til en af Shakespears store klassikere "King Lear", instrueret af den anerkendte instruktør Hans Rønne, og præsenteret af Teatret Møllen og Teatret.

Fra kulturhuset lyder det, at man forventer besøg af teaterinteresserede fra nær og fjern denne aften. Skagen er nemlig, foruden Nykøbing Mors, det eneste sted, forestillingen opføres i Nordjylland.

Det fulde program kan ses på kappelborgskagen.dk samt på kulturhusets facebook-side. Begge steder opdateres løbende med nye arrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...