Billedkunstner Gitte Toft vender hjem til sin fødeegn og åbner Galleri Skagen

SKAGEN: Gitte Toft har de seneste år haft udstillinger i Skagen, og vælger nu at tage springet fuld ud og flytte sit hjem og atelier.

- Vi har lejet vores hus ved Fussingøskoven i Midtjylland ud, og lejet os ind i et lille rækkehus i Skagens nordlige bydel. Allerede efter 14 dage føler vi os godt hjemme. Vi er blevet taget så godt imod både af de forretningsdrivende i gågaden og af naboer på vores nye bopæl, fortæller Gitte Toft.

Gitte Toft er godt bekendt med Nordjylland. Hun er fra Sæby og har familie i Skagen. De seneste mange år har hun dog boet i og omkring Randers.

- Nordjylland har altid trukket i mig. Alle mine barndomsferier er gået ved strand og klitter, og jeg mindes dem med stor fryd. De seneste år har vi, min mand og jeg, været her en del og det fik mig i gang med at male havet. Jeg er naturalistisk billedkunstner og havet, lyset, strandene, klitterne og det meget omskiftelige vejr inspirerer mig lige så meget som det inspirerede de gamle Skagensmalere. Jeg forstår godt hvorfor Ancher, Krøyer og alle de andre berømte malere valfartede hertil: Skagen kan bare noget med lys og det betyder alverden for kunstnere, sigerGite Toft.

- Jeg elsker at gå langs havet i forskellige vejrtyper og se bølger, lys og havet forandre sig. Det er aldrig ens, det er virkelig fascinerende. Nu bliver det muligt for mig at komme her meget mere, det glæder jeg mig til. Jeg er superglad for, at min mand Henrik også har lyst til at bo i Skagen. Han tager vores anden virksomhed, Steppie ApS, med under armen, den kan passes hvor som helst. Han er ivrig mountainbiker og elsker at sejle havkajak og det får han jo rig mulighed for heroppe, uddyber hun.

Forskellige malerier i galleriet

I galleriet kan man se Gittes kunstneriske spændvidde.

Hun er en habil landskabsmaler, og udover havmalerier har hun også malerier fra Færøerne og ikke mindst motiver fra Fussingøskoven på repertoiret.

- Lokalerne på Sct. Laurentiivej 40 A er perfekte for mig. Der er et stort, regulært rum i gadeplan og så har jeg indrettet 1. salen til et skønt atelier. Jeg glæder mig til at stå deroppe og male, med vinduet åbent, så man kan høre Skagens pulserende liv nede på gaden. Nu hvor den sidste flyttekasse er klappet sammen, glæder jeg mig til at tage det hele i brug, fortæller kunstneren.

I højsæsonen kommer der andre kunstnere ind som udstillere. De kommer én ad gangen og skiftes ud hver uge.

- Så der er altid noget nyt og spændende at se på, også for de lokale, som jeg har oplevet som meget kunstinteresserede. Vi vil sommeren over sidde i galleriet og arbejde, så publikum får mulighed for at se os over skulderen og se et kunstværk blive til, Siger Gitte Toft.

Hun understreger, at Galleri Skagen ikke vil være en interiørforretning med mange forskellige typer brugskunst og nips.

- Det er der andre, der er mægtige gode til at tilbyde, men Galleri Skagen vil være et galleri specifikt målrettet dem, som ønsker god billedkunst til overkommelig pris, oplyser hun.

Dog har hun en lille overraskelse med fra sin hjemegn til skagboerne og de mange turisters ganer, som også bliver til salg i galleriet.

- Det er også en slags kunst, smiler hun. Men meget mere om det senere...

Her i vintersæsonen er galleriet åbent når Gitte er i sit atelier, men fast torsdag og fredag fra 10-17 og fra 10-15 lørdage og søndage. I feriesæsonen er der åbent dagligt 10-17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...