Men er du til Springsteen, så er der også koncert med musikfilmen Western Stars

SKAGEN: Der produceres mange nye danske film i disse år, og Skagen Bio viser på søndag to af dem.

Det er først den historiske fantasi-film Valhalla med en handling, der er henlagt til tiden med de nordiske guder.

Vikingebørnene Røskva og Tjalfe tager på en stormfuld rejse fra Midgård til Valhalla med guderne Thor og Loke.

Livet i Valhalla viser sig dog at være truet af den frygtede Fenrisulv og Jætterne.

Side om side med guderne må de to menneskebørn kæmpe for at bevare Valhalla og redde verden fra Ragnarok.

Komedie

Søndag aften vises den nye komedie Jagtsæson.

Den nyligt fraskilte singlemor Eva (Mille Dinesen) tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene (Lærke Winther) for at hjælpe hende gennem sin midtvejskrise.

Med på turen er også Isabella (Stephania Potalivo), den nye unge kæreste til Evas eksmand, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene.

Det bliver en tur, der får det absolut værste frem i pigerne, og venskabet bliver sat på en voldsom prøve gennem bl.a. en uheldig omgang Brazilian waxing og en mislykket fasanjagt.

Spørgsmålet er, om Eva kan klinke skårene med Marlene, sikre et anstændigt forhold til Isabella og redde sin søns fødselsdag.

Tirsdag aften 21. januar vises musikfilmen Western Stars. Det er en film, som er optaget ved en Bruce Springsteen-koncert.

Filmen giver fans mulighed for at opleve Bruce Springsteen fremføre alle 13 sange på hans nye album – ikke alene med et band, men også med et fuldt orkester - i fantastiske omgivelser, nemlig under katedralloftet i Springsteens egen 100 år gamle lade.

Springsteens første album i fem år, Western Stars, symboliserer en rejse for den legendariske singer/songwriter, men han er stadig tro mod sine musikalske rødder. I dokumentarfilmen flettes sangene fra albummet sammen med privat arkivmateriale, der krydres med Springsteens personlige og intime anekdoter om musikken, men også livet, kærligheden og den amerikanske drøm.

Onsdag i næste uge er der premiere på en ny dansk dramafilm med handling, der foregår under besættelsen – De forbandede År.

Filmen sætter fokus på samarbejdspolitikken i Danmark i besættelsestiden under 2. Verdenskrig og skildrer krigens nådesløse greb om en dansk familie i de første år af besættelsen (1940-43), hvor samarbejdspolitikken eksisterede.

Karl Skov er en selfmade, succesfuld ejer af en stor elektronikfabrik og har kone og fem børn.

De lever det gode, privilegerede overklasseliv på Strandvejen nord for København, da nazisterne besætter Danmark i april 1940.

Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken, men for at beskytte sin familie og ansatte begynder han modstræbende at producere til det tyske marked.

Det bringer ham ind i et kontroversielt samarbejde med besættelsesmagten og medfører smertelige brud i familien.

Hovedrollerne spilles af Jesper Christensen og Bodil Jørgensen.

Filmen er med i Biografklub Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...