Byguiderne fviser vej til unikke ferieoplevelser

FREDERIKSHAVN: Efterspørgslen efter Turisthus Nords byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby er fortsat større end nogensinde, og igen i år kan man møde lokale personligheder, der giver deres bud på unikke ferieoplevelser i de tre byer.

De nye byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby er netop kommet på gaden og kan blandt andet hentes på det lokale turistbureau. Selvom markedsføring disse år generelt bevæger sig fra offline til online, har efterspørgslen efter Turisthus Nords byguider for de tre destinationer aldrig været større.

Byguiderne indeholder alle en række spændende temaartikler, oversigtskort samt relevante turistinformationer til de mange gæster, der årligt besøger området. Igen i år får gæsterne nogle personlige anbefalinger til unikke ferieoplevelser på destinationerne.

René Zeeberg, Turistdirektør i Turisthus Nord fortæller:

- Vi har igen i år ønsket at rette fokus mod en række af de personligheder, der står bag byerne i vores nye byguider for Skagen, Frederikshavn og Sæby. Disse lokale personligheder kender deres by særdeles godt og kan hermed give vores gæster nogle helt unikke anbefalinger til en bred vifte af spændende oplevelser. Og så er det samtidig en fin måde at vise værtskab på mens vi byder gæsterne hjerteligt velkomne til vores område.

God markedsføring

De tre byguider er mere populære end nogensinde og det glæder man sig over i Turisthus Nord, da byguiderne er særdeles god markedsføring for de lokale erhvervsaktører samtidig med at gæsterne har alle informationer samlet på ét sted. Ud over markedsføringen i byguiderne har Turisthus Nord også god respons på deres online indsatser på turistforeningens websider og sociale medier.

Når ud til 10 millioner

Alene i 2018 nåede Turisthus Nord og de deltagende erhvervsaktører ud til flere end 10 millioner mennesker i ind- og udland, og det giver et helt unikt afsæt for turistforeningens online markedsføring i 2019 med sigte på at sikre flere gæster til Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...