Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune besluttede fornylig at afsætte penge til nye almene boliger i Skagen. I alt 5,5 millioner kroner er afsat til formålet

Der er stor efterspørgsel på almene boliger i Skagen, men det er svært at finde ledige lejemål for boligsøgende i byen. I går besluttede et enigt Økonomiudvalg at afsætte 5,5 millioner kroner til opførelsen af nye almene boliger. Og det er en vigtig prioritering, siger borgmester Birgit S. Hansen, der er formand for Økonomiudvalget.

- Det er vigtigt for os, at der er almene boliger til alle de borgere, som ønsker at finde et nyt hjem i Skagen. Nu er pengene fundet, og vi forventer, at borgere inden længe kan få en nøgle i hånden til et nyt lejemål i byen, siger hun.

To konkrete projekter

Økonomiudvalget har meddelt boligforeningerne, at man i 2021 har i sinde at prioritere Skagen Boligforenings byggeprojekt på Skagavej i Skagen og Frederikhavn Boligforenings projekt på Kirkevej i Skagen. Der afsættes 2,9 millioner kroner til førstnævnte projekt og 1,8 millioner kroner til sidstnævnte. I alt 4,7 millioner kroner. De resterende 800.000 kroner, ud af puljen på 5,5 millioner kroner, overføres til budgettet for prioriteringen af projekter i Skagen til gennemførelse i 2022.

- Nu er der så op til boligforeningerne at komme i arbejdstøjet. Vi opfordrer dem til at arbejde videre med de to konkrete projekter, der er på tegnebrættet, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune og formand for Økonomiudvalget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...