Maria Groes Eldh er ny salgs- og marketingchef, og hun skal være med til at skabe vækst hos Nordjyllands Kystmuseum.

Inden årsskiftet lancerede bestyrelsen for Nordjyllands Kystmuseum en ny ambitiøs strategi med en klar målsætning om at skabe mere udvikling og vækst i Kystmuseets fire afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Som led i implementeringen af den nye strategi har Kystmuseet derfor ansat Maria Groes Eldh som ny salgs- og marketingchef.

Selvom landets museer p.t. er pålagt at holde lukket, så er der på ingen måde dvaletilstand hos Nordjyllands

Kystmuseum. Her er der sat fart på en række spændende udviklings- og væksttiltag som led i implementeringen af kystmuseets nye strategi, og Kystmuseet har i den forbindelse ansat Maria Groes Eldh som ny salgs- og marketingchef per 1. april. Maria Groes Eldh kommer fra en stilling som presseansvarlig hos Turisthus Nord, og hun har stor erfaring med pressearbejde, markedsføring og sociale medier samt en indgående viden om Skagen, Frederikshavn og Sæby. I stillingen som salgs- og marketingchef får Maria Groes Eldh ansvaret for at styrke markedsføringen af Nordjyllands Kystmuseum samt at skabe en klarere profilering og vækst i museets afdelinger.

Når det, midt i Coronakrisen, er muligt for Kystmuseet at ansætte en salgs- og marketingschef, skyldes det grundig planlægning og prioritering, og ansættelsen kan netop også anvendes til at bringe museet styrket gennem krisen.

Kursen er sat

I bestyrelsen for Nordjyllands Kystmuseum glæder man sig over, at der nu bliver sat mere fart på markedsføringen og udviklingen af Kystmuseet. Tine Bro, konstitueret formand for Nordjyllands Kystmuseum, udtaler:

”I arbejdet med den nye strategi for Nordjyllands Kystmuseum stod det klart for både bestyrelse og ledelse, at vi havde brug for at få professionaliseret markedsførings- og salgsindsatserne for Kystmuseet. Derfor besluttede vi at oprette en ny stilling som salgs- og marketingchef. Med ansættelsen af Maria glæder jeg mig over, at vi nu har sat retning for den videre udvikling af Nordjyllands Kystmuseum. ”

Det er et synspunkt, der bakkes op af Henrik Gjøde Nielsen, direktør for Nordjyllands Kystmuseum:

”Det er meget positivt, at vi nu har fået tilført ny ekspertise til Kystmuseet, som kan styrke vores synlighed og skabe mere dynamik.

Vi har flere spændende initiativer i støbeskeen, som man kan glæde sig til at opleve allerede i år.”

Maria Groes Eldh uddyber:

”Kystmuseets fire afdelinger i Skagen, Frederikshavn og Sæby rummer en verden af unikke oplevelser og autentiske fortællinger. Det vil jeg fremover skabe meget mere synlighed omkring samtidig med at vi udvikler nye oplevelseselementer for børn og voksne. Vi har allerede taget fat på en række nye udviklingsprojekter og markedsføringsinitiativer, så vi er mere end klar til at byde vores gæster velkommen, når Kystmuseet får lov at åbne igen”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...