Kim Dan Thomsen kan nu løfte 90 ton

SKAGEN: Skagen Cykelværksted er andet end cykler og reparationer. Ejeren Kim Dan Thomsen står også for arbejde med løft af tunge opgaver med kran.

Han har i en del år haft en mobilkran fra NH Løft i Østervrå med løft op til 50 tons og en aftale med NH Løft om kørsel med kranen.

Da NH Løft anskaffede sig kranen, var det for at se hvad det indebar af muligheder.

Det blev hurtigt til flere bestillinger på kranløft og opgaverne blev større.

- Vi løfter opgaver fra værkstederne på havnen, hjælper til ved byggerier, løfter både op og ned, samt alt forefaldet arbejde, hvor der kræves tunge løft, siger Kim D. Thomsen. Vi har fortrinsvis kørt i Skagen med denne kran.

Men den gamle kran blev for lille og det krævede efterhånden mere styrke med opgaverne som blev større og større.

Derfor besluttede NH Løft at få en større mobilkran.

- I samarbejde med NH Løft har jeg fået en mobilkran, der kan løfte 90 tons. Den er blevet skilt ad og bygget op fra bunden, nøjagtig som jeg gerne vil have den. Den vil kunne klare de store opgaver og med den kan jeg tage flere opgaver rundt i Nordjylland. Men mit primære arbejdsområde er stadig Skagen.

Kim D. Thomsen har haft cykelværksted i 26 år. Først i garagen hjemme og siden 2006 på nuværende adresse.

Foruden at foretage reparationer, sælger han også både almindelige og elcykler, samt scooter. I cykler har han altid kørt i mærket Ebsen. Og med scooter er det blandt andet Aprilia og Vespa der er mærkerne.

Cykelværkstedet står også for udlejning af trailer og cykler, hvor det har været et godt år med cykeludlejning. Industrigas fra Air Liquide er også noget værkstedet er leveringsdygtig i.

- Jeg har nogle gode folk til at hjælpe mig på værkstedet, der gør at jeg kan favne i et bredt spekter, siger Kim Dan Thomsen.

Han fortæller desuden, at når værkstedet og omgivelserne er blevet shinet op, vil der på et tidspunkt blive en fremvisning eller åben hus arrangement.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...