Kalle Meyer Vestergaard sætter sig i instruktørstolen ved årets ForårsRevy

AALBÆK: Selvom 2019-udgaven af ForårsRevy har fået undertitlen ”Tilbage til rødderne” er det en sandhed med modifikationer.

For på instruktørsiden er der i den grad tale om en fornyelse, når 46-årige Kalle Meyer Vestergaard den kommende sæson overtager instruktionen.

Revyen har igennem de seneste mange år været under instruktion af Marianne Svendsen og de seneste to har det været Hanne Boesen, der har svinget dirigentstokken.

Arvtageren går til opgaven med ophøjet ro.

- Når ForårsRevyen tør binde an med mig, ja så tør jeg også godt, men jeg skulle lige sove på det, før jeg sagde ja. Kvinderne, der har instrueret før mig, er jo nærmest legendariske, siger Kalle Meyer Vestergaard.

- Jeg kan nok ikke instruere som de har de gjort det, men måske jeg kan noget andet. Jeg er heldigvis ikke den eneste nye dreng i klassen, siger han og hentyder til at Anja Lønborg, der er ny skuespiller, Anette Møller, der er ny instruktørassistent og Anna Marie Thusgaard, der er ny koreograf.

Og så er spillestedet også nyt. Efter mange år på Hotel Skagen Strand i Hulsig, flytter revyen ud på Hotel Hvideklit i Bunken, der åbnede sidste år.

Det er Kalle Meyer Vestergaards første opgave i instruktørstolen.

Han har de seneste par år været instruktørassistent i både ForårsRevy og Dronninglund Revy.

- Det er noget helt andet at være assistent end at stå i front som instruktør.

- Som instruktørassistent er ens fornemste opgave at holde styr på aftaler, lister og beskeder og i det hele taget være instruktørens og skuespillernes højre hånd, siger Kalle Meyer Vestergaard.

- Det er et mere kunstnerisk arbejde at være instruktør”.

Kalle Meyer Vestergaard har i efteråret deltaget i et grundkursus i revyinstruktion i Randers og det har fyldt ham med gode input og gå-på-mod, som han siger.

- Jeg har selv spillet en del teater, bl.a. Nøddebo Præstegård i Frederikshavn i et par sæsoner, så jeg har jo også lært meget af den instruktion jeg selv har fået gennem årene.

Da Kalle Meyer Vestergaard allerede har været med bag ForårsRevy de seneste par år, kom det ikke bag på den dedikerede revymager, at jobbet i kulissen på Hotel Hvideklit er ulønnet, selv om det er en ret stor professionel afviklet revy med seks næsten udsolgte forestillinger, eget husorkester og flere udvalg og teams til at varetage opgaverne.

Kalle Vestergaard har boet i Ålbæk siden 1998 og er et kendt ansigt i byen, da han tidligere har arbejdet i kirken i 13 år og mens han læste til socialrådgiver, hilste han ofte på aalbækkerne, når han kørte rundt i by og land som det lokale postbud.

Kalles to voksne børn, Caroline og Michael, glæder sig til at opleve revyen og de ser ikke bare frem til at se resultatet af fars arbejde, men også til at se deres bonus-far på scenen.

Kalle Meyer Vestergaard er nemlig gift med Mads, som er skuespiller i revyen.

Nu må Mads så finde sig i, at det bliver gemalen, som koster rundt med ham på scenen.

- Det skal nok gå. Revy er en af vores stores fælles passioner og vi er egentlig sjældent uenige om hvad der er godt eller skidt, siger Kalle og han får et bekræftende nik fra Mads, som er ved at tænde stearinlys i parrets hyggelige lejlighed på Centralvej.

Kalle Meyer Vestergaard arbejder til dagligt som socialrådgiver på et krisecenter for mænd, Mandecentret i Aalborg.

- Jeg tror egentlig ikke, jeg kan bruge en masse fra mit daglige arbejde i rollen som instruktør på revyen, men selv om skuespillerne forhåbentlig er noget mindre kriseramte, end mændene på centret, viser det sig måske, at nogle af arbejdsmetoderne alligevel kan overføres, siger Kalle og bliver lidt eftertænksomt.

- Omvendt er jeg helt sikker på, at jeg kan bruge de lange pendlerture til og fra Aalborg til at tænke meget instruktion igennem. Kalle Meyer Vestergaard får i det hele taget mange gode idéer, når han kører bil.

Ofte sidder han og finder på revytekster.

Han og manden har sammen skrevet mange revynumre.

- I år har vi bl.a. skrevet tekster til revyer i Korsør, Jægerspris, Dronninglund og den kendte Pejsegården i Brædstrup.

Nogle af de tekster har de lokale revyskuespillere i Aalbæk valgt at bruge i årets ForårsRevy, så publikum heroppe også får chancen for at grine af de to aalbækkers værker.

Aalbæk Sjøw blev etableret i 1982 og startede under Aalbæk Idrætsforening som et indslag ved den årlige havnefest.

Den har siden udviklet sig til en professionel amatørrevy med en erfaren skare af bl.a. tekstforfattere, musikere, makeupartist, syersker, instruktører, koreograf, lyd- og lysfolk og revyskuespillere.

På scenen kan man opleve Dorthe Pedersen, Lisbet Lykkegård, Mads Alexander Meyer Vestergaard og Per Kjærsgård Nielsen som alle har været med i flere år. Ny på scenen er Anja Lønborg.

Revykvartetten består af Jens Kærgaard Larsen, Viggo Hylander, Thomas Fredborg og Annelise Næser.

Revyen har premiere 8. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...