1. januar 2019 starter Lene Kappelborg som ny leder for Skagen Grå Fyr – Center for Trækfugle

SKAGEN: Lene Kappelborg har tidligere været turistdirektør for Turisthus Nord og turistchef for Skagen Turistforening, og senest har hun været selvstændig med vækstplaner og udvikling som speciale.

Skovrider Jesper Blom Hansen glæder sig til at få videreudviklet centret og få flere aktiviteter over hele året til glæde for både skagboer og turister.

- Naturstyrelsen arbejder med både at beskytte natur og benytte naturen. En måde at se om vi kan finde den rette balance mellem de to formål er at se på, hvordan fuglene har det. Har de ynglesucces? Kan de få ro til at finde føde hos os, når de er på de træk mellem Afrika og ynglepladserne helt mod nord? Det er noget af det, man blandt andet kan se mere om ved at besøge centret, siger han.

Lene Kappelborg glæder sig til at være med til videreudviklingen og udtaler:

- Vi har nogle super dygtige forpagtere af café og butik, som gæsterne er utrolig glade for. Vi har nogle dygtige formidlere og medspillere fra DOF (ornitologer, der driver en fuglestation som en del af centret), og vi har et fantastisk sted med fyret som vartegn, så vi skal ”bare” have flere aktiviteter og endnu mere liv omkring fyret og centret. Med Grenen, naturen og fugletrækket lige udenfor døren, glæder jeg mig til at byde endnu flere gæster indenfor.

- Vi kommer også til at arbejde med nye tiltag i en venneforening og bruge stedet til mere læring. Her tænkes især skoleklasser og virksomheder ind i en anden måde at bruge stedet på.

Der er åbent alle dage fra den 1. februar til og med den 30. december. Dog er der lukket den 24. og 25. december, samt mandage i vinterhalvåret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...