CoLearning på handelskolen holder tømmen i den nye erhvervsgrunduddannelse

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Handelskole tilbyder nu en Erhvervsgrunduddannelsen, som henvender sig til unge, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

EGU-uddannelsen er skruet sådan sammen, at den indeholder meget praktik og kun lidt teori.

Det er Handelskolens afdeling, CoLearning, der skubber gang i den nye uddannelse 28. januar.

- Der er allerede 10 elever tilmeldt og fem deltagere på udvalgte dele af forløbet, og vi venter, at der kommer flere til inden EGU-forløbet starter.

- Vi har etableret et godt samarbejde med Frederikshavn Produktionsskole og Ungeenheden og ser frem til at hjælpe de unge mennesker igennem en stærk erhvervsgrunduddannelse med fokus på detail, siger Rasmus Borup Kristiansen, udviklingschef ved CoLearning.

Erhvervsgrunduddannelsen varer normalt to år og består hovedsageligt af at være i praktik hos en arbejdsgiver og bliver kun afbrudt af enkelte skoleophold, hvor eleverne skal igennem en række salg og service AMU-kurser på Frederikshavn Handelsskoles kursusafdeling CoLearning.

Elever på erhvervsgrunduddannelsen modtager elevløn, når de er i praktik i en virksomhed, og en skoleydelse, når de er på skole.

Erhvervsgrunduddannelsen henvender sig til alle under 30 år, som ikke kan gennemføre en anden kompetencegivende grunduddannelse.

Det er Frederikshavn Produktionsskole, som sammen med den enkelte elev udfylder en uddannelsesplan, der beskriver, hvor uddannelsen skal foregå, og hvad uddannelsen skal indeholde.

Erhvervsgrunduddannelsen har ingen særlige optagelseskrav.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...