Skiftet kommer fordi GPS-bøvl forsinker folk med aftaler hos klinikkerne i sundhedshuset

KOMMUNEN: Efter mange besværligheder med at finde vej for udenbys gæster til Sundhedshus Sæby har bestyrelsen for huset i samråd med klinikkerne, der bor til leje i huset, nu besluttet, at sundhedshuset skal skifte adresse.

Det betyder, at man på sin gps fremover skal taste Stygge Krumpens Vej 4 ind i stedet for som i dag Sæbygårdvej 31.

Bestyrelsesformand Jørgen Rørbæk Henriksen forklarer, at baggrunden for adresseændringen er, at de af husets lejere med brugere og patienter, der ikke er stedkendte i Sæby, næsten dagligt oplever, at folk kommer for sent til deres aftaler, fordi deres GPS har ledt dem til bagsiden af huset eller et helt andet sted hen.

- Det synes vi ikke er særligt hensigtsmæssigt for hverken klinikkerne eller deres patienter og brugere, og derfor har vi været i dialog med Frederikshavn Kommune om løsningsmuligheder.

- Den mindst besværlige men ret geniale løsning har været at skifte husets vejnavn – og det har lejerne i huset heldigvis bakket op om, siger Jørgen Rørbæk Henriksen, regionsrådsmedlem og formand for bestyrelsen i Sæby Sundhedshus I/S.

Rent praktisk betyder adresseændringen, at der skal tilrettes hjemmesider, informationsmateriale og flere andre ting, men det vigtigste er, at brugere og patienterne kan finde vej til deres aftaler.

Det fremhæver øjenlæge og indehaver af Øjencenter Nord, Henrik Vorum.

Patienter til denne klinik kommer typisk fra hele Nordjylland, så de har virkelig mærket konsekvenserne af GPS-bøvlet.

- Vi håber virkelig, at det er slut med patienter, der fortvivlede og forpustede kommer for sent til deres aftaler, for det er synd for dem. Samtidig er det meget upraktisk for os, fordi det forsinker hele dagsprogrammet for os, siger øjenlæge Henrik Vorum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...