Byens liv: Vil du tage pakkepost med til andre, når du alligevel skal ud at køre med bus? NT og DTU tester nordjydernes villighed

Ville du tage pakkepost med til indbyggere i Hjørring, hvis du alligevel skulle en tur med bussen til den vendsysselske by?

Nordjyllands Trafikselskab (NT) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har med et nyt forsøg sat sig for at kortlægge nordjydernes villighed til - eller modvilje mod - at bringe pakker ud for hinanden. Forsøget indebærer, at der resten af september er pakkebokse til rådighed på Frederikshavn Station, Hjørring Station, Aalborg Busterminal, Aabybro Busterminal, AAU Busterminal og Aars Busterminal, så det er nemt og bekvemt at få fat i pakkerne og at komme af med dem igen.

Forsøget kaldes crowdshipping - et navn, der udspringer af begrebet crowdsourcing, hvor tanken er at dele problemløsning ud til et netværk af mennesker. I dette forsøg er fokus på at reducere trængslen og CO2 udslippet ved at lade passagerer i den kollektive trafik tage pakker med for hinanden.

Har du lyst til at være med i forsøget, kan du tilmelde dig på www.atkins.dk/crowdship. Som tak modtager du et gavekort på 50-100 kroner til 7-eleven. Beløbets størrelse vil afhænge af, hvor mange pakker du medbringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...