Og om en uge åbnes der op for kommunens botilbud

FREDERIKSHAVN: Nu er det muligt at besøge ældre på kommunens plejecentres udendørsarealer. Og om omtrent en uge åbnes samme mulighed for pårørende til beboere på kommunens botilbud.

Som en del af den gradvise genåbning af samfundet åbnede de to første plejecentre op for besøg onsdag.

Og torsdag åbnede alle kommunes plejecentre, så det er muligt efter aftale at besøge sine nærmeste pårørende på plejecentrenes udearealer.

Socialudvalget godkendte onsdag besøg på udearealer og bemyndigede administrationen til at fastlægge de lokale retningslinjer og senere ændre på dem, hvis det er nødvendigt på baggrund af erfaringer eller ændringer i de centrale rammer eller lokale behov.

I Frederikshavn Kommune har man arbejdet på højtryk for at blive klar til at modtage besøgende. Omdrejningspunktet for dette arbejde er plejecentrenes beboere, der fortsat skal skærmes for at forebygge smittespredning.

- Det glæder os meget, at vi nu har retningslinjerne i hænde, som gør det muligt for os at invitere de ældres pårørende på besøg. Det er en mulighed, vi har ventet på længe. Det er både godt og vigtigt, at de ældre borgere og deres familier igen kan se hinanden efter en lang periode med adskillelse, siger Ole Rørbæk Jensen (S), formand for socialudvalget.

De første besøg på plejecentrenes udearealer blev som nævnt afviklet i onsdag.

Og torsdag har der på samme måde været besøg på plejecentrene.

De første 14 dage hentes der erfaringer om, hvordan man fortsat kan sikre, at besøgene kan afvikles på en sundheds- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Der er klare retningslinjer for, hvordan besøgene skal afvikles.

Der kom i går en ny bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på socialområdet, som nu også giver Frederikshavn Kommune mulighed for at tillade besøg på botilbuddenes udendørsarealer.

Det vil ske under hensyntagen til de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har udstukket for plejecentrene.

Man er senest klar til at modtage pårørende på kommunens botilbud onsdag den 20/5 2020, således som bekendtgørelsen pålægger landets kommuner.

- Flere pårørende har allerede nu kontaktet os og vil gerne besøge deres pårørende på botilbuddene så hurtigt som muligt. De har jo set, at man er begyndt med besøg på ældreområdet. Og vi er glade for, at vi inden længe også kan imødekomme deres ønske. Men det er meget vigtigt, at vi stadig har fuldt fokus på at modvirke smittespredning blandt vores mest udsatte borgere i forhold til Covid-19, siger Ole Rørbæk Jensen.

Der er p.t. ikke konstateret smittespredning på Frederikshavn Kommunes plejecentre eller sociale bosteder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...