Ud og stjæle heste vises i SeniorBio

SKAGEN: Skagen Bio’s SeniorBio indleder 2020 med et norsk drama, Ud og stjæle Heste.

Det er en filmatisering af Per Pettersons bestseller der er fortalt i erindringsglimt og derfor kan være svær at genfortælle, men instruktørren Hans-Petter Moland får i filmen på forundelig vis handlingstrådene til at samle sig.

Filmens hovedperson Trond (Stellan Skarsgård) sidder i en hytte langt oppe i Norge og glæder sig nytårsaften, som han skal fejre helt alene.

Men så støder han på en nabo, som viser sig at være en mand, han kendte 50 år tilbage.

Sommeren 1948 blev for Trond et definitivt farvel til barndommens uskyld.

Da han en dag som så mange andre mødes med sin ven Jon (Sjur Vatne Brean) for sammen at tage ud og stjæle heste, som var de to cowboys i det vilde vesten, opdager han langsomt, at Jon ikke opfører sig som han plejer.

Den unge mand er sammenbidt og stille, og da han efter at være klatret op i et træ finder en fuglerede og skrigende kvaser både æg og rede, styrter Jon pludselig væk fra Trond.

Alene tilbage hos faderen får Trond at vide, at Jon dagen før skulle passe sine tvillingebrødre Lars og Odd, mens forældrene var borte. Mens de to tvillingebrødre legede i huset, kom Lars til at gribe Jons gevær, der ulykkeligvis var ladt, og kom til at skyde sin bror, der døde på stedet.

Tilbage står Jon og Lars nu med en ubegribelig skyldfølelse, der aldrig får lov til at blive artikuleret.

Trond er åbenlyst mærket af nabofamiliens tragedie, men har heller ikke et sprog til at tale om ulykken, og er derfor lettet, da Jon holder sig væk. Til Odds begravelse lægger Trond mærke til drengenes smukke mor (Danica Curcic), der trods tårer lyser midt i sorgen. Trond er så forgabt i hende, at han først sent ænser, at hans egen far har et forhold til hende.

Da sommeren går på hæld, bliver Trond sat på bussen tilbage til Oslo. Faderen lover Trond at han vender tilbage, når det sidste tømmer er skippet af sted til Sverige, men efter at have ventet troligt på togstationen hver dag hele sensommeren får Tronds mor et brev fra faderen, der meddeler, at han bliver i hytten. I usentimentale vendinger takker han for tiden, de har haft sammen, og efterlader lidt penge i en bank i Sverige.

Filmen vises, som den første i SeniorBio, fire gange. Det er fra 6. til 9. januar. Billetter kan købes på biografens hjemmeside fra på mandag kl. 10, og i billetsalget i den almindelige åbningstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...