KOMMUNEN: En ny landsdækkende analyse, foretaget af rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO, viser ikke uventet, at to ud af fem virksomheder i Region Nordjylland forventer et fald i virksomhedens omsætning i 2020 sammenlignet med 2019.

I Nordjylland forventer hele 41,9 procent et fald i virksomhedens omsætning i 2020 set i forhold til 2019.

Den samme økonomiske skepsis gør sig gældende for virksomhedernes forventning til deres resultat før skat.

Her forventer 30,7 procent af de nordjyske SMV’er et fald i resultatet, og næsten halvdelen forventer, at deres resultat for 2020 forbliver nogenlunde uændret.

SMV Barometret viser, at flere SMV’er har fået livsvigtig hjælp via ordningerne i de hjælpepakker, som regeringen vedtog i forbindelse med coronakrisen.

I Nordjylland er det 38 procent, som har fået økonomisk støtte via ordningerne.

Ud af disse virksomheder, som har modtaget økonomisk støtte, angiver mere end hver tredje virksomhed, at hjælpepakkerne var nødvendige for at undgå en konkurs.

38,1 procent erklærede sig nemlig uenige eller meget uenige i, at deres virksomhed havde klaret sig igennem krisen uden den økonomiske håndsrækning.

Nordjylland er den region, hvor flest virksomheder har modtaget hjælpepakker. Men det er samtidig den region, hvor færrest har søgt om lån eller øget kredit, efter at coronakrisen startede.

Tager virksomhederne et kig i krystalkuglen, svarer 40,5 procent af de nordjyske SMV’er, at coronakrisen kommer til at påvirke virksomhedens omsætning i 2021 negativt eller meget negativt. På landsplan ligger tallet på 39,2 procent.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...