NORDJYLLAND: Ifølge en analyse foretaget af Spar Nord Bank og proff.dk har butikkerne i Nordjylland det overraskende godt.

Med 72,9 procent har landsdelen klart den største andel af detailhandelsvirksomheder, der kører med overskud sammenlignet med de øvrige regioner i Danmark.

6622 årsregnskaber ligger til grund for analysen, og da de repræsenterer 95 procent af virksomhederne i sektoren, er der ifølge cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord ingen tvivl om, at analysen er retvisende.

- Det er indrapporterede årsregnskaber fra et meget, meget bredt udsnit af de danske detailhandelsvirksomheder, så statistisk mener jeg ikke, der er noget at komme efter. Derimod kan tolkningen være lidt mere "tricky", siger han.

Analysen fortæller desuden, at de nordjyske detailvirksomheder er de eneste, der tilnærmelsesvist kan holde økonomisk trit med virksomheder i andre sektorer i deres respektive regioner.

Generelt er overskudsgraden i alle regioner større på tværs af brancher, men mens forskellen i Nordjylland er på under tre procentpoint, ligger den i alle andre regioner på over syv procentpoint.

Detailhandelseksperter finder, at resultatet "interessant", "spændende" eller "overraskende", men ingen af dem tør kaste sig ud i forklaringer på den nordjyske førertrøje.

Jens Nyholm kan heller ikke komme med en entydig forklaring, men peger på et samspil af flere ting.

- Det er muligt, at vi i Nordjylland har taget noget af nedturen fra finanskrisen før andre områder af Danmark, så flere urentable forretninger er skilt fra her. Samtidig har vi - lige som resten af landet - fremgang i beskæftigelsen, stigende lønninger og stigende boligpriser, men da boligpriserne ikke er så høje her, er der mere luft til forbrug. Vi kan også se, at nordjyderne har store opsparinger, og da det i øjeblikket giver nul procent i rente at have dem stående i banken, så er der to alternativer - at sætte dem i aktier eller bruge lidt flere af dem på forbrug, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...