Resultatet før skat er vokset med næsten en tredjedel

KOMMUNEN: Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobank har netop offentliggjort årsregnskabet for 2019.

Regnskabet viser et resultat før skat på 1.246 mio. kroner, hvilket er 31 procent højere end årsregnskabet for 2018.

Tager man hovedlinjerne i regnskabet lyder de på:

En fremgang i basisresultatet på 11 procent og i resultatet før skat på 31 procent.

Egenkapitalen er blevet forrentet med 17 procent før skat.

Indtægterne er steget med 6 procent, mens udgifterne er faldet med 7 procent, således at omkostningsprocenten falder fra 43,3 til 38.

Der meldes om fortsat betydende kundetilgang og vækst i udlån på 6 procent.

- Vi er naturligvis yderst tilfreds med årsresultatet for 2019. Det er vores første hele regnskabsår efter fusionen med Ringkjøbing Landbobank.

- Resultatet er skabt ved tilgang af mange nye privat- og erhvervskunder, samt stor vækst i forretningsomfanget med eksisterende kunder, siger bankdirektør Claus Andersen.

- 2020 bliver et nyt spændende år, hvor hovedopgaven bliver at rådgive vore nuværende kunder og samtidig fortsætte væksten med udbygning af vores markedsandel i Nordjylland. Vi forventer i 2020 et resultat før skat i intervallet 950 til 1.250 mio. kroner, understreger bankdirektør Claus Andersen.

Han glæder sig til at møde bankens aktionærer til Nordjyske Banks aktionærmøder i henholdsvis Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.

- Her vil vi også kåre vinderne af Nordjyske Banks foreningspris, hvor en uafhængig dommerkomité udvælger tre nordjyske foreninger, som i 2019 har gjort en særlig indsats i sit lokalområde, siger Claus Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...