Voxmeter-analyse placerer den nordjyske bank i top blandt landets banker

SKAGEN: Analyseinstituttet Voxmeter har netop offentliggjort sin årlige undersøgelse af banksektoren, og her topper Nordjyske Bank endnu engang listen med det bedste omdømme blandt alle nordjyske pengeinstitutter.

På landsplan ligger Nordjyske bank nummer tre i Danmark målt på omdømme og nummer fire i Danmark målt på kundetilfredshed.

Analyseinstituttet Voxmeter har i løbet af 2018 spurgt 51.637 tilfældigt udvalgte danskere, hvordan de vurderer deres bank ud fra en række forskellige parametre såsom produkter, service, omdømme og kommunikation.

Her er Nordjyske Bank det bedst placerede nordjyske pengeinstitut i forhold til omdømme, og på landsplan kommer bankens score helt op på en tredjeplads.

Målt på kundetilfredshed får Nordjyske Bank en fjerdeplads i Danmark:

- Vi er meget tilfredse med igen at toppe listen i Nordjylland og ligge i top tre på landsplan i forhold til omdømme og i top fem i forhold til kundetilfredshed, lyder det fra bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.

- Noget af det, vi altid har lagt stor vægt på, er vores lokale fundament, de nordjyske relationer og den direkte, personlige kontakt med vores kunder, og det viser analysen, at vores kunder også prioriterer højt.

- Samtidig har den nære rådgivning været kombineret med en høj faglighed i vores lokale afdelinger, hvilket også bidrager til de høje placeringer i undersøgelsen.

I sommeren 2018 fusionerede Nordjyske Bank med Ringkjøbing Landbobank, og begge banker får topplaceringer i analysen. Ifølge analysen er Ringkjøbing Landbobank den bank i Danmark, der har det bedste omdømme og den næstbedste kundetilfredshed – lige efter Arbejdernes Landsbank:

- Vi er meget stolte over, at begge banker er placeret i top tre i Danmark. Det vidner dels om, at kunderne har taget godt imod fusionen, og dels om, at de to banker har de samme værdier og dermed matcher perfekt.

- At kunderne er tilfredse og har en positiv opfattelse af os er jo et af de vigtigste parametre for en bank i dag, fortsætter Claus Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...