Ny foreningspris på 100.000 kr. skal styrke de lokale initiativer

SÆBY: Nordjyske Bank lancerer nu en ny foreningspris, der skal belønne det gode sammenhold i de nordjyske lokalforeninger. Prisen og den tilhørende pengepræmie på 100.000 kroner skal fordeles mellem tre nordjyske foreninger, der gør en ekstraordinær indsats for at styrke fællesskabet i deres lokalsamfund.

De tre vindere findes ved Nordjyske Banks kommende aktionærmøder i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg.

Sportsklubber, amatørteatre og andre lokalforeninger i Nordjylland har nu mulighed for at vinde en nystiftet foreningspris samt en pengepræmie på 100.000 kroner, som fordeles mellem hver af prisens tre vindere. Bag prisen står Nordjyske Bank, der ønsker at sætte fokus på det stærke sammenhold i de nordjyske lokalforeninger:

- Nordjyske Banks foreningspris har til formål at synliggøre de gode historier i foreningerne i Nordjylland og samtidig inspirere andre til at styrke sammenholdet i deres forening, forklarer Nordjyske Banks bankdirektør Claus Andersen.

Nordjyderne kan allerede nu indstille foreninger til prisen på www.foreningspris.dk, hvor man i perioden frem til den 1. marts også kan stemme på sin favoritforening. Og det er ligegyldigt, om man dyrker badminton, spiller teater eller mødes til et spil kort, så længe foreningen i det forløbne år har udvist initiativ eller skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller i lokalområdet:

- Som lokalbank har vi en lang tradition for at understøtte det lokale forenings- og kulturliv. Derfor vil sætte fokus på det gode, værdifulde og ofte frivillige foreningsarbejde, der foregår i Nordjylland. Foreningerne har nemlig en rigtig stor betydning i mange nordjyders hverdag, og det bakker vi op, fortsætter han.

Priserne uddeles på bankens aktionærmøder

Efter den 1. marts vil de ti lokalforeninger med flest stemmer fra nordjyderne sammen med yderligere ti lokalforeninger, som udvælges blandt indstillingerne, gå videre til finalen, hvor Nordjyske Bank har nedsat en uafhængig dommerkomité, der skal afgøre, hvem de tre vinderforeninger er. Vinderne bliver offentliggjort på hver af aktionærmøder i Aalborg den 28. marts, Hjørring den 2. april og Frederikshavn den 4. april.

En objektiv dommerkomité beslutter, hvem der skal have prisen, så banken kun lægger navn og penge til.

Dommerkomitéen består af Anders Broholm, kultur- og fritidsudvalgsformand i Frederikshavn Kommune, Karen Marie Hovmøller, advokat og partner hos Hovmøller & Thorup og formand for bestyrelsen i Gestus Nord, Jette Andersen, formand for Fortuna i Hjørring, Klaus Nielsen, pædagogmedhjælper og ildsjæl fra Dybvad, Lars Sennels, teaterdirektør i Vendsyssel Teater i Hjørring og Lasse Rich Henningsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg.

I betragtning kan komme foreninger, der har sit virke og sine medlemmer i Region Nordjylland, foreninger, der har sit formål indenfor det kulturelle, det sportslige, det sociale eller velgørende område, og foreninger der det forløbne år har udvist initiativ, resultater og har skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller lokalområde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...