ENTUSIAST: Flere gange om året rejser Ole Rosendal Nielsen på fiskesafari ved Malawi søen, hvor han selv fanger de cichlider , som bruges til at avles på hjemme i Fæbroen

I det gamle mejeri i Fæbroen har Ole´s Træbrændsel til huse. Herfra producerer firmaet, med tolv ansatte, special træpaller og træflis til afbrænding på eksempelvis varmeværker.

Hvad de fleste nok ikke ved er, at der bag facaden også gemmer sig cirka 100.000 liter vand fordelt ud i cirka 300 akvarier, hvor af det største er på hele syvtusinde liter. I alle disse akvarier svømmer mange forskellige fisk i alverdens flotte farver rundt. Til fælles har de alle, at de er arten Malawi-cichlider, som stammer fra Malawi søen i Afrika.

Malawi-cichliderne blev introduceret til akvariehobbyen sidst i tresserne og har lige siden været blandt de populæreste akvariefisk nogensinde. Malawi-cichliderne er atraktive som akvariefisk, grundet deres strålende farver, enkle pleje og deres interessante adfærd. (Kilde: Malawi cichlider Ad Konings)

Men for Ole Rosendal Nielsen er det blevet en kombineret hobby og livstil, som med tiden er blevet til 100.000 liter vand med fisk i. Flere gange om året rejser Ole Rosendal Nielsen på fiskesafari ved Malawi søen, hvor han selv fanger de fisk, som efter en længere procedure af godkendelser og kontroller, ender i et af akvarierne på Fæbrovej 15 i Fæbroen, hvorefter der avles på cichliderne til salg. Der sælges både til private, men mest og de største mængder eksporteres til butikker i udlandet.

Priserne ligger så alle kan være med. Lige fra den billigste cichlide, som koster cirka 30 kroner og besidder man de helt store spenderbukser, så kan man også købe én fisk for svimlende 25.000 kroner.

- Jeg glæder mig, hver gang jeg skal på tur til Malawisøen og har været dernede så mange gange nu, at jeg har et fast udgangspunkt og derfor også kan efterlade mit dykkerudstyr dernede. Det gør, at jeg kan rejse lettere, da jeg så ikke skal pakke og transportere udstyret, hver gang jeg rejser, fortæller Ole Rosendal Nielsen, som ejer Rosendal Malawi Center.

- Så har man lyst til at komme ud og se, høre om eller købe Malawi cichlider, så er man meget velkommen til at kontakte mig, runder Ole Rosendal Nielsen af.

At det tager tid, at passe så mange fisk, i så mange akvarier og i så meget vand, kan der vist ikke være tvivl om. Heldigvis får Ole hjælp af hustruen Lene til både det administrative og pasningen af de mange fisk.

For som det er både i fiskenes og menneskenes verden, så er det bare bedst at være to, når resultater skal opnås og to skal blive til flere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...