I løbet af foråret bliver det ny forbehandlingsanlæg klar til at behandle madaffald fra de mange tusinde kunder i kommunen

FREDERIKSHAVN: For enden af Vendsysselvej ved siden af forbrændingen arbejder Gemidan A/S, i øjeblikket på højtryk med at opføre deres nye og højteknologiske forbehandlingsanlæg, som skal forvandle madaffald til biopulp, der kan bruges til energi, brændstof og gødning – også kaldet biogas.

Når skraldebilen har afleveret restaffaldet på Affaldskraftvarmeværket, forsætter den videre til naboen Gemidan A/S.

Her bliver madaffaldet bragt ind i en kold hal.

Hallen er aflukket, hvilket holder eventuelle lugtgener inde i hallen.

- Vi sørger for at holde de to typer affald adskilt gennem hele processen. Derfor kan vi med garanti sige, at madaffaldet og restaffaldet på intet tidspunkt vil blive blandet sammen, fortæller direktør ved Frederikshavn Affald A/S, Tore Vedelsdal

Affaldet kommer via en fødekasse ind i en stor centrifuge, også kaldet ”pulperen”.

Her bliver affaldet tilført vand.

Under pulpningen opløses det organiske materiale. Pulpningen varer i 12-15 min.

Nu skal biogaspulpen separeres fra plast og andre fremmedelementer.

Det foregår ved, at pulpen passerer igennem en separator.

Den færdige biogaspulp sendes til færdigvaretanken med et tørstof på ca. 17-19 procent.

Plast og andre fremmedelementer sendes til forbrændingen.

Pulpen bliver kørt til forskellige private biogasanlæg, hvor den bliver omdannet til el, varme og brændstof.

Det er der god økonomi i, og det er med til at holde prisen på indsamling og håndtering af affald nede.

Den højteknologiske proces gør det muligt at udnytte 95 procent af madaffaldet til biogas.

Gemidan lægger meget vægt på bæredygtighed i alle deres aktiviteter, hvilket også giver sig til kende ved, at anlægget er bygget tæt på Affaldskraftvarmeværket.

Derved minimeres transporten med aflevering af affaldet, og miljøet bliver mindre belastet.

Vandforbruget er et andet fokusområde.

Forbehandlingsanlægget er baseret på anvendelse af regn- og overfladevand fra bygningens adresse.

Vandet opsamles i et forsinkelsesbassin og bliver efterfølgende gradvist brugt som procesvand.

Ligeledes bliver det opsamlede vand fra madaffaldet ikke til spildevand. Vandet bliver i stedet genbrugt i et lukket system.

Når biogasanlægget har afsluttet produktionen, har biopulpen stadig en masse næringsstoffer, som landmændene kan bruge. Takket være den højteknologiske proces har biopulpen en renhed på 99,9 procent.

- Biogassen kan spredes på markerne uden risiko for plast og andre fremmedelementer.

- Derved beskytter vi miljøet, oplyser Lisbeth C. Hultfeldt, Kvalitets- og miljøchef ved Gemidan A/S.

Frem til at forbehandlingsanlægget er klar til drift, bliver madaffaldet løbende kørt til Gemidan KomTek i Holsted, hvor der er et anlæg, identisk med det anlæg, som er i gang med at blive opført i Frederikshavn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...