Få mere viden om demens-sygdommen på biblioteket

KOMMUNEN: De fleste har hørt om demens, men hvor meget ved vi om det, og hvor går vi hen, hvis vi selv får sygdommen helt tæt på? Rådgivnings- og aktivitetstilbud Vendsyssel (RAV) er et åbent og uvisiteret tilbud, og hver tirsdag i maj måned, kan du møde demenskonsulenter på Frederikshavn Bibliotek til en uforpligtende snak.

Konsulenterne fra RAV vil meget gerne ud og fortæller om demens til dem, der ikke ved så meget om det – eller måske er nysgerrige på emnet.

- Der er stadig alt for meget tabu omkring demens, og det vil vi rigtig gerne forsøge at gøre noget ved, forklarer demenskonsulent Annika Bengtson, som er én af dem fra RAV, borgerne kan møde på biblioteket.

RAV har henvendt sig til Center for Bibliotek & Borgerservice om et samarbejde i håbet om, at et neutralt sted, som biblioteket, kan få flere til at få øje på tilbuddet. – Vi har et ønske om at blive så synlige som muligt, og håber på at få skabt nogle kontakter til mennesker med let demens og deres pårørende, fortsætter konsulent Mads Clausen, som også vil være at finde på den lille stand mellem bogreolerne.

RAV er åbent, anonymt tilbud for alle og behøver ingen henvisning fra lægen, så hvis man går rundt med spørgsmål eller er urolig for sig selv eller pårørende, så er konsulenterne på biblioteket klar til at hjælpe. Måske er der slet ikke grund til bekymring, men et besøg hos RAV kan f.eks. skitsere tegn og symptomer på demens, så du kan blive mere afklaret inden et evt. besøg hos lægen.

- Vi vil gerne arbejde for, at borgerne kan gå herfra med mere viden om demens og give dem vejledende oplysninger om, hvor de kan søge yderligere hjælp, hvis det er nødvendigt, understreger Annika Bengtson og Mads Clausen.

RAV fokuserer på at kunne gøre en tidlig indsats for at forhale demenslidelser. Det kan bl.a. ske ved at styrke de sanser og evner, der stadig fungerer, og RAV arbejder også på at skabe nye steder for uforpligtende, inspirerende og attraktive netværk for demente og deres pårørende.

Demens rammer ikke kun ældre mennesker. Der er 200 forskellige former for demenslidelser, og ca. 90.000 lider af demens i Danmark, ud af dem er omkring 3.700-6.000 under 65 år. Der er et særligt behov for denne yngre gruppe, som ikke finder sig til rette i gruppen af ældre demente og de tilbud, der er her. I 2018 skønnes det, at ca. 10.000 i Region Nordjylland lider af demens.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...