Kom tæt på ringmærkning ved Det Grå Fyr

SKAGEN: Den lette metalring omkring fuglenes ben indeholder en adresse og et unikt ”personnummer” - og med det kan man på en pålidelig og skånsom måde sikre sig værdifulde informationer om fuglenes biologi, når de genfindes over hele verden.

Det gør man tit i Skagen, som jo er en foretrukken trækrutte for fuglene.

Og fugle helt fra Afrika begynder nu at komme forbi Skagen og nettene i ringmærkningen.

Det kan man få et endnu større indblik i søndag 14. april kl. 11, hvor indbydes til ringmærkningstur ved Det Grå Fyr.

Her står dygtige ringmærkere klar til at fortælle og vise, hvordan fuglene fanges og ringmærkes, samt hvordan man på denne måde får et stadig større indblik i fuglenes fantastiske rejser.

Hvis du er heldig kan det endda være at en fugl bliver fanget og kan vises frem helt tæt på!

Siden år 1899, hvor den danske overlærer Hans Christian Cornelius Mortensen fra Viborg startede med systematisk at undersøge stærenes træk ved at sætte små metalringe om benet på dem, har ringmærkningen spredt sig til at være en verdensomspændende metode til at undersøge fuglenes træk.

Nyere teknologi såsom satellitsendere, GPS-loggere, DNA-analyser og sygdomsanalyser har siden hen, i kombination med den klassiske ringmærkning, bidraget til, at vi kan følge fuglenes udvikling, træk og adfærd endnu bedre.

Ringmærkningscentralen ved Statens Naturhistoriske Museum i København administrerer al ringmærkning og genfund af de vilde fugle i Danmark.

Ringmærkningen hører under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”, og mærkning af fugle sker derfor kun efter dispensation fra Naturstyrelsen.

Statens Naturhistoriske Museum og Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) har bemyndigelsen til at udstede licenser til ringmærkerne, så de kan få lov at fange og ringmærke fuglene i Danmark.

Billetter kan købes ved bestilling på mail: skagengraafyr@nst.dk eller i butikken.

Seneste tilmelding dagen før inden kl. 16.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...