Årets udgave af Nordic Ink & Brew bliver udvidet med en dart-festival

FREDERIKSHAVN: Dart kender de fleste som en hyggelig aktivitet på det lokale værtshus, hvor der kastes pile i selskab med gode venner over en øl.

Og det var da også sådan dartens historie begyndte. På de engelske pubs, hvor arbejderklassen spillede, mens de røg og drak. Men dart er mere end det.

Dart er i dag en sportsgren dyrket i hele verden, hvor der kæmpes med dyb koncentration om at blive regerende mester.

Også i Danmark har man fået øjnene op for sporten, hvor Dansk Dart Union oplever en stigende interesse og hvor medlemstallet er fordoblet de seneste 10 år.

- Arena Nord hopper derfor med på bølgen og skaber for første gang i Arenaens historie et nationalt dartstævne. Nordic Dart Festival finder således sted 25.-26. oktober, hvor der vil være gratis adgang, oplyser Per Malmberg, der er adm. direktør i Arena Nord.

Stævnet arrangeres i samarbejde med Dansk Dart Union og den lokale forening Frederikshavn Dart Club. Mikkel Syberg Henriksen, der er udviklingskonsulent i DDU, udtaler:

- I DDU er vi begejstrede over at kunne indgå i et samarbejde med en professionel arena, som kan lave et spændende set-up om stævnet og en lokal forening bestående af ildsjæle, som kan sikre det sportslige til stævnet. Vi er stor tilhænger af nye tiltag og ideen med at kombinere et dartstævne med andre aktiviteter ser vi som et friskt pust.

Nordic Dart Festival afvikles nemlig i samme weekend som Nordic Ink & Brew Festival, hvor Arenaen vil emme af liv og fede oplevelser.

- Vi synes det er superfedt at kunne tilbyde et nyt og anderledes sportsevent til efteråret. Sammen med DDU og FDC skal vi skabe rammerne for det første dartstævne i Arenaens historie, og vi håber at opbakningen til dette kan skabe en tilbagevendende tradition, fortæller Lone Kosack, som er projektleder for sport & fritid i Arena Nord.Frey

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...