En medarbejder hos en underleverandør er blevet konstateret smittet med corona-virus og det fik Skagen-virksomheden til at tage konsekvensen

SKAGEN: En medarbejder hos en underleverandør til Karstensens Skibsvæft i Skagen blev tirsdag konstateret smittet med corona-virus. Medarbejderen havde onsdagen forinden arbejdet på skibsværftet, og derfor fik det konsekvenser for medarbejderne i Skagen.

- Vi får beskeden klokken 13.30 i tirsdags og 14.30 sender vi alle medarbejdere hjem, som har arbejdet i samme maskinrum som vedkommende, siger administrerende direktør Knud Degn Karstensen til NORDJYSKE.

I alt blev 35 medarbejdere sendt hjem med besked om at lade sig teste for corona-virus og blive hjemme indtil de havde fået svar.

- Vi har fulgt vores beredskabsplan og vi har sendt medarbejderne hjem for at være på den sikre side. Det er slet ikke sikkert, at medarbejderen hos underleverandøren har været smittet, mens han har arbejdet hos os, men det er vigtigt for os, at skabe tryghed og passe vores medarbejdere, siger Knud Degn Karstensen.

Han mener desuden, at det er vigtigt at være åbne omkring smittetilfældene og derfor har han også sørget for, at kunder og samarbejdspartnere er blevet informeret.

- Man kunne selvfølgelig godt holde munden lukket, men det er det værste man kan gøre. Vi har været voksne og gjort det rigtige, siger han.

Hurtigere testmulighed

De 35 hjemsendte medarbejdere bliver testet i dag og hvis deres svar er corona-negative er planen, at de møder ind igen på mandag.

Men direktøren ville ønske, at de ikke havde behøvet at vente så længe.

- Jeg har rejst steder hen, hvor jeg er blevet testet ved indrejse, og så har et prøvesvar efter seks-otte timer. Det ville være ønskværdigt, hvis vi kunne komme dertil også, siger Karsten Degn Karstensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...