Musik: Støjforskrift igen på den politiske dagsorden

SKAGEN: Musik har delt Skagen i to lejre. De, der synes, at byen ikke kan få for meget musik, og de, der bare ikke kan holde lydniveauet i sommermånederne ud.

Sidste sommer gjaldt nye, strammere regler for musikudøvelsen vedtaget af et flertal i byrådet. Men også byrådet var delt i to lejre, og Venstre var imod stramningen.

På tirsdag skal plan- og miljøudvalget, nu med Venstrekvinden Mette Hardam i formandsstolen, tage stilling til, om stramningerne skal fortsætte uændret eller afløses af nye regler.

Derfor har forvaltningen foretaget en evaluering af det gældende regulativ ved en høring, hvor skagboerne har kunnet give deres mening til kende.

Og holdningerne er fortsat lige uforenelige.

For eksempel skriveren en borger ”Musiklarmen er blevet en integreret del af restauranternes fast påregnelige indtægtskilde og lige så påregnelig plage for byen. Konsekvenser er at bymidten og store dele af havnen er blevet et larmende tivoli....”

En anden skriver ”Jeg synes det er sørgeligt, at der sidder nogle skrankepaver i Frederikshavn, som skal beslutte, at der er for meget støj/musik i Skagen. Lad os nu få lov at høre musik om sommeren.”

I alt har kommunen modtaget 51 svar, hvoraf et kommer fra en ejerforening med 52 medlemmer.

Ejerforeningen ønsker lydniveauet reduceret, mens et flertal af de øvrige, som har svaret, synes at de gældende regler giver et acceptabelt lydniveau, eller at der gerne må være endnu mere og højere musik i gaden.

Antallet af klager over høj musik i 2018 tyder på, at nye regler har lagt en dæmper på musikken.

I 2018 fik kommunen 12 klager mod 20 året før.

Støjdebatten nåede nye højder efter åbningen af Old Irish Pub i 2016. Pubben var tre somre i træk under skarp kritik for at spille for højt og blev i 2018 idømt en bøde på 10.000 kr.

Restauranten er ikke længere med i konkurrencen om at levere flest decibel - den lukkede efter sommersæsonen sidste år.

De øvrige støjklager var rettet mod Jakobs, Skagen Fiskerestaurant, Kompasset og Skagen Bryghus.

Fakta:

Reglerne om udendørs musik i Skagen er fastsat i et tillæg til restaurationsforskriften.

Restauratørerne har mulighed for at få dispensation fra støjgrænserne op til ti gange årligt.

Hver dispensation gælder for fem timer fordelt på to blokke med en indlagt pause på en time.

Der skal skrues ned for musikken efter kl. 23 på fredage og lørdage og efter kl. 22 på øvrige dage.

Under Skagen Festival er der ingen begrænsninger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...