Det er en flok glade og koncentrerede frivillige mænd ved museet Simons Raaling i Aalbæk, der er i gang med at opføre en tilbygning. På den nordlige bagside af Stakladen kommer en bygning på 80 kvm. op ad laden.

Bygningen bliver delt i 2, hvoraf den ene halvdel bliver lukket og er beregnet til værksted og udstillingslokale. Den anden del skal være vognskur til gamle vogne og redskaber, som dermed kommer under tag.

Det hele startede med en invitation til et foredrag på frivillighuset i Frederikshavn, fortæller museets kasserer Silke Anette Andersen. Et foredrag med Velux Fonden, om hvad man kan søge af midler. Det viste sig, at der ikke var mange der søgte i Nordjylland.

Kravet for at vi kunne søge penge fra fonden til vores tilbygningsprojekt, var at det skulle opføres af frivillige ældre 60+. En støtte til aktive ældre, der yder en frivillig indsats. På den baggrund søgte vi fonden og fik bevilget 90.000 kr. til projektet.

Museet har en del frivillige både mænd og kvinder, der mødes hver tirsdag i vinterhalvåret, hvor der arbejdes med at holde museet, bygninger og de forskellige værksteder ved lige. Det er mændene herfra, der er i gang med det håndværksmæssige i deres tirsdags projekt.

På grund af Coronaen er vi kommet senere i gang med byggeriet og vi forventer at det kan stå færdig i løbet af sommeren eller sensommeren, fortæller Silke Anette Andersen og oplyser at vinduesfirmaet Velux er opdelt i 2 fonde, hvor 90 % af overskuddet fra firmaet går til fondene og 10 % til familien.

Velux Fonden er en almennyttig fond, der støtter humanvidenskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål for at fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtig grundlag. Derudover støtter fonden aktive ældre, aldrings- og øjenforskning. I 2018 uddelte Velux Fonden 263 millioner kr.

Velux Fonden er stiftet i 1981 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen – grundlægger af bl.a. Velux a/s og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...