Skagen Bio har som det eneste sted i landet fået Lars Morell til at fortælle om at være hovedperson i en dokumentarfilm

SKAGEN: "De originale - en venskabshistorie".

- Ja det er en film om mig og mine venner.

Lars Morell er forfatter og karismatisk foredragsholder, og nu er han også hovedpersonen i en dokumentarfilm af Stig Guldberg "De originale", som vises i Skagen Bio 22. september klokken 16.30.

- Som det eneste sted kommer jeg selv til Skagen og fortæller om filmen. For det er instruktøren, der skal fortælle om sin film, siger Lars Morell.

Lars Morell har sagt ja til at holde et oplæg og svare på spørgsmål, fordi han er venner med Jonna Thygesen, ejer af Bamsecafeen. De to har gennem en årrække holdt foredrag og andre arrangementer sammen, hvor overskuddet går til Kræftramte børn på Skejby Sygehus i Familiehuset. Det gælder også indtægterne ved særforestillingen.

Historien om venskaber handler om Lars Morells venner Boje, Anders og Vejgaard, som holder til på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Som patienter med diagnosen bipolar lidelse, tidligere kaldet maniodepressive.

- Det er en film, der taler for sig selv. Viser alle sider af vores venskab. For eksempel er der en scene, hvor jeg og en af mine venner har en barsk konflikt og bliver uvenner. Det var et af to krav fra min side til at medvirke. At filmen skulle være god og så skulle den gå til yderlighederne, fortæller Lars Morell

Jonna Tygesen og formanden for Skagen Bio Kirsten Leth er begge begejstret for dokumentarfilmen. "De originale" fyldte Kirsten Leth med en tro på, at der er et "Vi" blandt mennesker i en verden, hvor så mange taler om "Jeg".

- Alle bør se den film, fordi den sætter tanker i gang om, hvordan vi kan rumme mennesker, der er originaler, har kant. At vi måske skal tro på, at det er i det uperfekte vi finder lykken i stedet for en stræben efter det perfekte.

Lars Morell er glad for filmen, fordi det er en åben film, som følger ham i hans vennekreds, hvor de lever på kanten af normaliteten.

- Min forlægger var da også lidt bekymret for mit forfatterskab (Morell har skrevet bøger om kunst og er ekspert i Jorn). Ville folk nu tro jeg var halvgal. Men jeg har aldrig været indlagt på psykiatrisk hospital, svarer han uden at have fået spørgsmålet.

Stig Guldbergs film er både modig og morsom, mener Lars Morell, som først så filmen til premieren.

Dokumentaristen fulgte Lars Morell i syv år.

- I starten ville han lave et forfatterportræt af mig og begyndte sine optagelser i 2010 og fulgte mig blandt mine venner. Undervejs fandt han ud af, at at filmen skulle handle om venskaber og ikke om mig som forfatter. Men filmen handler om mange ting, så det er op til hver enkelt selv at afgøre om filmen handler om kunst, psykiatri, venskab eller noget helt fjerde.

Filmen foregår, mens Morell arbejder på sin store bog Asger Jorns kunst. Lars Morell betegner filmen om ham som en novellefilm, og glæder sig over, at den er smukt klippet af en af de dygtigste klippere i Danmark Grethe Møldrup. Kristian Leth skrevet musikken, og hans far filmskaberen og forfatteren Jørgen Leth har været inspirationskilde for Stig Guldberg.

Den er tidligere blevet vist på TV2, hvor den blev set af 250.000

- Nu har jeg ikke computer eller internet, så jeg ved ikke, hvordan reaktionerne var i den verden, men jeg kunne mærke på dem jeg talte med, at filmen taler til et bredt udsnit af mennesker, og mange fandt filmen rørende, siger hovedpersonen i "De originale".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...