Hospitalsledelsen på Regionshospital Nordjylland skriver dette mindeord:

Det var med stor sorg, at Regionshospital Nordjylland fik beskeden om at tidligere cheflæge og ledende overlæge Morten Vuusts pludselige død den 24. april 2020.

Morten Vuust (f. 28.november 1944) blev ansat på Frederikshavn Sygehus i 1980 og har siden 2007 været ledende overlæge på Røntgenafdelingen.

Frederikshavn Sygehus og især afdelingen havde en stor plads hos Morten Vuust, han benyttede enhver lejlighed til at kæmpe for hospitalet. Han var meget stolt af sin afdeling. Han gjorde en stor indsats for, at afdelingen altid havde det sidste nye udstyr, og var rustet til at varetage fremtidens opgaver inden for radiologien, herunder at uddanne radiografer til at beskrive CT-kolografier. Morten Vuust var medvirkende til, at Frederikshavn fik sin første radiograf i 1983 og var med til at starte radiografuddannelsen i Aalborg. Han var en fantastisk underviser både på lægernes A-kurser i thorax og på den beskrivende radiografuddannelse på Syddansk Universitet, hvortil han blev headhuntet af uddannelseslederne. Regionshospital Nordjylland nød også godt af hans lyst til at undervise.

Morten Vuust var en dedikeret radiolog, og meget interesseret i forskning og forfatter til flere videnskabelige artikler, både nationale og internationale. Han holdt meget af faglige diskussioner også de diskussioner, hvor man nødvendigvis ikke var enige.

Morten Vuust vægtede samarbejdet med øvrige specialer meget højt, han bliver savnet med hans viden og indsigt i forhold til de faglige konferencer.

Morten Vuust var patientens mand. Han havde hjertet på rette sted, og tog sig altid tid til at snakke med patienterne, derved blev han meget vellidt. Han gjorde ikke forskel på patienterne, ingen gik forgæves, når der var brug for hjælp. Dette var også gældende for hele personalet og de studerende i afdelingen. Samarbejdet var vigtigt, og han omtalte afdelingen som ”en trebenet taburet bestående af læger, fotograferende og sekretærer som de tre ben – hvis det ene ben falder af, så vælter taburetten”. Evnen til at samle hele afdelingen kom til gode i mange situationer.

Udenfor sit kliniske arbejde var Vuust meget musikinteresseret, han afholdt mange operaaftener. Disse aftener foregik med vin og god mad. Han var desuden et meget gæstfrit menneske og åbnede sit hjem for afdelingen til mange festlige lejligheder bl.a. jubilæum og fødselsdage. Morten Vuust nød disse aftener, når hele afdelingen var samlet, og humøret var højt.

Morten Vuust tilførte afdelingen mange gode værdier, som altid vil være grundstenen i afdelingen. Samtidigt var han et lunt menneske, der havde masser af humor og selvironi. Han var utrolig betænksom, og grundet sit engagement, sin ansvarlighed og sin kærlighed til afdelingen, arbejdede Morten Vuust ofte meget og længe, og mødte ind i både ferier og på fridage, hvis han følte, at det var påkrævet. Hvis man kommenterede på dette, var hans kommentar ofte ”jamen jeg er jo heldig, for hvor mange kan sige, at deres arbejde også er deres hobby”.

Selvom Vuusts helbred ikke var helt i top de sidste år, mødte han altid på arbejde, glad og klar til nye udfordringer. Vores tanker går til Birgitte, Ulla og Anne-Mette, som har mistet deres elskede far.

Ære være hans minde

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...