Skagen Bio har hele fire nye film på bedding

SKAGEN: Skagen Bio har i den kommende uge mennesket i centrum i fire nye film.

På lørdag eftermiddag, 2. november, gælder det en dokumentarisk film om den dansk krigsfotograf Jan Grarup.

Jan Grarup lever et liv i undtagelsestilstand: Ude i verden er han, som krigsfotograf, i evig krydsild. Og hjemme i København er han far til fire - og står pludselig alene med forældreansvaret, da hans ekskone bliver alvorligt syg af kræft.

Arbejdet i Mosuls urbane krigszone, hvor Grarup følger de irakiske styrkers fremmarch mod Islamisk Stat, skal balanceres med livet som far, og han skal genopbygge tillid og intimitet med sine børn efter mange års flygtig tilstedeværelse.

Grarup ønsker fortsat at være verdens bedste krigsfotograf. Men hvordan hænger vejsidebomber og snigskytter sammen med at have ansvar for fire børn?

Filmen er instrueret af Boris Benjamin Bertram, der senest var aktuel med filmene The Human Shelter og Krigskampagnen.

Et ægteskab

Mandag aften er der natfilm, og biografen viser det polske drama Cold War.

Filmen er en svimlende kærlighedshistorie om to mennesker med meget forskellig baggrund og vidt forskellige temperamenter.

De er helt forkerte for hinanden, men er alligevel via passionen og musikken dømt til at blive ved med at søge hinanden.

Det er en umulig kærlighedshistorie i en umulig tid, der udspiller sig under den kolde krig i 1950’ernes Polen, Berlin, Jugoslavien og Paris.

De to ægtefæller spiles af Joanna Kulig og Tomasz Kot.

Adoption

Et nyfødt bart bortadopteres straks efter fødslen.

En kvinde, som længe har ønsket sig et adoptivbarn, bliver lykkelig over endelig at blive ”mor.”

Hvad bliver den kvinde, som har født barnet? Det er omdrejningspunktet for det franske drama I trygge Hænder, som vises onsdag aften 6. november.

Den nyfødte Theos usikre fremtid ligger i de sociale myndigheders hænder, da han overdrages til adoption straks efter fødslen.

Samtidigt har den ufrivilligt barnløse Alice kæmpet i ti år for at blive mor, så da hun endeligt får sat i udsigt, at hun er udvalgt som Theos adoptivmor, får følelserne frit løb.

Men da den biologiske mor har to måneder, hvor hun kan fortryde sin svære beslutning, er det ikke kun Theos skæbne, der er i spil.

Filmen er et drama om kærligheden til livet og en kvindes dybfølte ønske om at få et barn.

Judy Garland

Den amerikansk sangerinde og skuespiller Judy Garland har lagt liv og historie til handlingen i filmen Judy, som har premiere torsdag aften 7. november.

Året er 1968, og Judy forbereder sig til et show i London. Hun charmerer musikere, venner, fans og sin kommende femte ægtemand, Mickey, men skrøbeligheden indeni er ved at slå revner i den pæne facade.

Filmen udspiller sig, da sangikonet er 46 år og allerede har levet et turbulent liv. Ingen aner, at det hele er forbi om få måneder.

Judy Garland døde blot tre måneder efter at have givet sin sidste koncert, som i øvrigt blev holdt i Falkoner Centret i København.

Filmen er baseret på Peter Quilters teaterstykke ”End of the Rainbow”.

Hovedrollen som Judy spilles af Reneé Zellweger.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...