Kommunen støtter 60 aktiviteter som lokale står bag

Har du lyst til at prøve SUP-board, komme med på en fiskekutter og lære at tilberede hummer, eller måske noget helt tredje? Så skal du kigge forbi Frederikshavn Kommunes hjemmeside, hvor et katalog med over 60 aktiviteter for børn og unge findes.

Havrafting, fotokursus og ridelejr er bare enkelte af de aktiviteter, du kan deltage i denne sommer – tag et kig i Frederikshavn Kommunes nye sommeraktivitetskalender, der er fyldt med billig eller gratis arrangementer for dig, der er mellem 6-17 år

Aktiviteterne er enten gratis eller meget billige at deltage i, og løber over hele sommerferien og i hele kommunen.

- Vi har fået mulighed for at uddele 1,8 millioner til lokale aktører, der havde lyst til at lave sjove sommeraktiviteter for børn og unge. Pengene er nu uddelt og vi glæder os rigtigt meget til at se, hvordan de forskellige aktiviteter udfolder sig, siger Anette Nedermark, der er skolechef i Frederikshavn Kommune.

Frederikshavn kommune fik over 120 ansøgninger til puljen, og der blev i alt søgt om midler for 4,7 millioner kroner. Derfor kunne alle heller ikke få del i midlerne, men Frederikshavn Kommune har forsøgt at fordele pengene, så der blev flest muligt aktiviteter for børn og unge.

- Vi er kede af, at vi ikke kan tilgodese alle. Det havde selvfølgelig været fantastisk med endnu flere gode aktiviteter for børn og unge, men udvælgelsen har givet et varieret og spændende program udfoldet i hele kommunen, og vi vil gerne have lov at takke alle, der har indsendt en ansøgning, fortæller Mette Hardam, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Et bredt udvalg

Kalenderen byder blandt andet på aktiviteter som snorkeldykning, fodbold-camp, musikskole og bådbygning, så der skulle gerne være noget for enhver smag.

- Vi er så glade for, at vi har så mange spændende muligheder for børn i alle aldre den her sommer. Der er både mulighed for læring, mulighed for fællesskab og en masse sjov på programmet, siger Anders Brandt Sørensen, der er formand for Børne- og Ungeudvalget i Frederikshavn Kommune.

Nogle af aktiviteterne er enkeltdags, andre hele uger – og nogle kræver tilmelding, hvor andre simpelthen er åbne for alle, der har lyst til at kigge forbi.

- En del af sommerpuljen er eksempelvis gået til, at alle skolebørn i alderen 6-17 år har fået gratis billetter til en valgfri svømmehal. Vi har forsøgt at favne så bredt muligt – lige fra yoga og crossfit til forfatterskole og skateundervisning. Så der skal gerne være noget for alle, slutter Anette Nedermark.

Du finder aktivitetskalenderen på www.frederikshavn.dk/sommer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...