Gorm Spaabæk er klar med ny udstilling 22. juni

SKAGEN: For anden sommer i træk har Gorm Spaabæk ryddet egne værker til side og viser en installation med andre kunstnere i Skagen Kunsthal.

Den nye udstilling åbnes lørdag 22. juni med fernisering kl. 17.

Det er billedkunstner Aske Dam, der holder åbningstalen.

Ideen i den nye udstilling er at formidle kontrasterende kunstneriske udsagn, der ellers ikke kan ses i Skagen - både gammelt og nyt, og Gorm Spaabæk lægger ikke skjul på, at han håber, at udstillingen kan åbne fortrængte diskussioner om hvad kunst kan være.

Pinakoteket i Skagen Kunsthal er et kunstnerstyret kunstmuseum, der gennem indsamling og kunstnerisk metode diskuterer indhold og ide i kunstmuseet som begreb.

Man kunne kalde det et ”Og dog”-museum, et Rasmus Modsat-museum.

- Her søger jeg de fortrængte og parallelle spor i den kunstneriske udvikling. Kunstnere, der ellers ikke kan ses i de allerfleste gængse kunstmuseer, der bare repeterer de samme kunstholdninger inden for et snævert synsfelt. Det skaber et velanstændighedens spejlkabinet, der ikke giver plads til de kunstnere, der ligger udenfor. Her i Pinakoteket skal man kunne opleve stof og kunst, der ellers ikke er adgang til i landsdelen, siger Gorm Spaabæk.

I år er der omkring 800 værker skabt af op mod 300 forskellige kunstnere.

Udstillingen favner meget forskellige medier såsom lakplader, tegning. aviskarikaturer, maleri, kaffekander, børnebilledbøger og møbler skabt af Thorvald Bindesbøll.

Noget af det nye er fire malerier, 10 tegninger og en kop i sølv af billedkunstneren Johan Rohde.

Rohde var medstifter og dynamo ved stiftelsen af den Frie Udstilling i 1891 - en nysgerrig sjæl der opsøgte og formidlede det nye i sin tid.

Hertil kommer en række værker der stammer fra Johan Rohdes studiesamling.

Det drejer sig om 14 raderinger af Jacques Callot . En tegning af Nicolai Abildgaard og en Radering af Max Klinger.

Ophængningen af Anton Laiers værk er forøget til 61 arbejder.

Der er kommet 21 nye malerier og 1 skulptur til i år .

Skulpturen er Laiers portræt i ler af Grundtvig, der vil kunne ses sommeren over .

Af Helge Bertram der er født og opvokset i Aalborg og senere blev rektor for Kunstakademiet ses fire malerier og 11 raderinger og fra Aksel Jørgensens hånd er der mere end 20 arbejder i maleri, træsnit, raderinger, maleri og tegninger.

Skagen Kunsthal har overtaget en stor samling af tegninger og raderinger af Povl Christensen.

Alene af tegninger og raderinger er der mere end 140 arbejder af Povl Christensen i ophængningen og med træsnit og bogarbejder bliver det flere end 200 arbejder.

Også 14 papirsposer med træsnit af gadebørn fra Nairobi er med i årets ophængning og de er sat sammen med en monotypi af Aksel Jørgensen.

Udstillingen rummer også nye arbejder af Arthur Købke, Frans Schwartz, Jens Birkholm, J.F Willumsen og Olivia Holm Møller.

Om nogle uger vil bygningens ydersider blive overtaget af Skagen Museum for Moderne Kunst .

Det er to unge kvindelige kunstnere som hedder Mine Neumann og Nina Jørgensen og arbejdsfællesskabet ” Undercover ” der har taget på sig at skabe levende kunst uden på bygningen.

Kunsthallen på Værftsvej 2 i Skagen har åbent hver dag 10 - 13 og 16 - 19.

Udstillingen vises til og med 18. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...